Jo mere danskerne bager, jo flere penge bliver der samlet ind til årets Danmarks Indsamling – alle kan være med
Frederik Haun, bagedyst-finalist, og Valsemøllen er gået sammen om at udvikle en opskrift på et hjerte-brød til årets Danmarks Indsamling. Opskriften kan inspirere bageglade danskere til at dele deres hjemmebag på sociale medier og dermed være med til at donere til Danmarks Indsamling. For hvert billede af hjemmebag med et hjerte inkorporeret, der bliver delt på Instagram, donerer Valsemøllen nemlig 5 kroner til Danmarks Indsamling, og alle der deltager kan vinde en bagedag med Frederik.
Hjælp coronakrisens børn: et vigtigt formål
”Årets Danmarks Indsamling samler danskerne om et vigtigt formål, og når tv-showet i år endda løber af stablen i vores hjemby Esbjerg, så gav det ekstra god mening. Med hjertebag håber vi at engagere en masse bageglade danskere i den gode sags tjeneste og gøre det nemt for dem at støtte det gode formål ved, at vi donerer til indsamlingen både via SoMe og dansk mel solgt ude i butikkerne,” siger Niels Brinch-Nielsen, adm. direktør i Valsemøllen.
Konkurrencebetingelser
Valsemøllen donerer 5 kr. pr. billede uploadet på Instagram af hjemmebag, hvori der på den ene eller anden måde er inkluderet et hjerte, og hvor billedet anvender hashtagget #Hjertebag og tagger @Valsemollen. Så er man samtidig med i konkurrencen om en bagedag med Frederik Haun hjemme hos sig selv. Vinderen trækkes den 28. januar. Derudover donerer Valsemøllen 50 øre pr. dansk mel-produkt solgt i januar måned.
Få inspiration og opskrifter til at bage #hjertebag på Valsemøllens hjemmeside. God fornøjelse!