Når Danmarks Indsamling rammer danskernes skærm for 17. år i træk til februar, kommer det til at ske live fra Værket i Randers. Med krig i Ukraine, tørke på Afrikas Horn, klimakrise, fødevarekrise og corona-pandemi er verdens fattigste lande i knæ, og det er børnene, der betaler den højeste pris. Indsamlingen kommer derfor til at gå til verdens sårbare børn.
Musik- og teater-huset Værket i Randers er vært for Danmarks Indsamling 2023 til fordel for verdens sårbare børn, når det store TV-show sendes den 4. februar kl. 19:00 på DR1.
”Lige nu oplever vi alt for mange kriser, hvor verdens fattigste børn og unge er de største ofre. Antallet af børn der må gå sultne i seng stiger. Flere og flere børn får ikke livsvigtige vacciner. Og mange må flygte fra deres hjem på grund af krig eller ekstreme naturkatastrofer. Nøden er stor, og vi glæder os derfor til, at Danmarks Indsamling sammen med Randers skal engagere danskerne i den vigtige sag,” siger formand for Danmarks Indsamling, Mulle Juul Korsholm.
Værket har gode fysiske forhold
Når Danmarks Indsamling 2023 transmitteres live fra Musik- og teaterhuset Værket, er det første gang, at Randers er vært for showet. Byen, der er en af landets største, er især kendt for, at landets eneste flod, Gudenåen. Åen har sit delta i midten af byen og her møder Randers Fjord. At valget som værter er faldet på Randers og Værket, skyldes blandt andet de rigtig gode fysiske forhold, som Værkets mange faciliteter byder på. Og ikke mindst den store velvilje fra Randers om at aktivere sine mange lokale fællesskaber og velfungerende erhvervsliv.
”Vi står midt i en tid, hvor det er særligt vigtigt at hjælpe verdens sårbare børn, og med Musik- og teaterhuset Værket i Randers som stedet, så er rammen for en fantastisk Danmarks Indsamling helt i top. Vi glæder os til at byde hele landet velkommen til Randers og vise vores kronjyske egn frem, samtidig med, at vi i dejlige rammer kan bidrage til at støtte verdens sårbare børn,” siger Randers’ borgmester, Torben Hansen.
Hos DR vil man gerne være med til sætte fokus på de udfordringer verdens fattigste børn og unge står over for. De vil være med til at sikre, at de ikke bliver glemt, selvom verden brænder. At det bliver Randers, der kommer til at stå for den vigtige begivenhed i 2023, glæder Jan Lagermand Lundme, der er redaktør på det store 5-timers TV-show:
”Jeg ser frem til samarbejdet med Randers og er glad for det engagement, vi allerede har mærket fra både kommunen og Værket til at løfte næste års vigtige indsamling. Jeg håber og tror på, at vi sammen med danskerne kan være med til at gøre en forskel for nogle af verdens mest sårbare børn.”
Pengene der bliver indsamlet kommer til at gå til målrettede udviklingsprojekter i 15 lande gennem Danmarks 12 største humanitære organisationer.