Danish Muslim Aid 2021: Børn med fysiske handicap har ret til skolegang og et værdigt liv i Libanons flygtningelejre (tilskudsprojekt)

danish muslim aid

Handicappede børn skal også have chancen for et liv fyldt med muligheder, som de kan få, ved hjælp af fysioterapi, ergoterapi, specialundervisning, hjælpemidler og oplysning

Flygtninge og internt fordrevne er nogen af de mest udsatte og sårbare mennesker i verden grundet deres usikre situation og mangel på nødvendige basale midler. I flygtningelejrene er der oftest ikke midler og overskud til at kunne yde beskyttelse og støtte til mennesker med særlige behov, heriblandt børn med fysiske handicap. Disse børn bliver oftest overset og får ikke den hjælp, som de har brug for til at kunne leve et værdigt liv med mulighed for en høj grad af uafhængighed.

Konflikten mellem Israel og Palæstina startede i 1948, og har resulteret i, at der i dag er 7 millioner palæstinensiske flygtninge rundt i verden. 80.725 af dem er registreret i lejrene Mar Elias og Ein El Hilweh i Libanon. Det er i disse lejre, at dette projekt vil blive implementeret, som har fokus på at forbedre vilkårene for 250 børn med fysisk handicap.

Danish Muslim Aid: børn med handicap bliver stigmatiserede

Aktiviteterne vil hjælpe børnenes udvikling igennem forskellige terapimetoder, samt give dem de hjælpemidler, som de har brug for til at kunne gå i skole og få hjælp med de daglige gøremål.

En stor del af arbejdet i lejrene vil også have fokus på at oplyse og undervise børnenes familier og omgangskreds i flygtningelejren, herunder skolerne. Dette er nødvendigt, da der er mange fordomme, stereotyper og stigma i samfundet forbundet med at have et handicap. Dette resulterer ofte i, at børn med handicap holdes skjult i hjemmet, hvilket har store konsekvenser for barnets udvikling og mulighed for at komme i skole eller på anden måde blive aktiveret.

Danish Muslim Aid vil med sin lokale samarbejdspartner Welfare Associaton Taawon arbejde for, at børn med handicap i to flygtningelejre i Libanon vil få mulighed for et værdigt liv igennem adgang til hjælpemidler og skolegang. Hjælp os med at gøre det muligt!

Fakta

  • Omkring 270.000 palæstinensiske flygtninge er registreret hos FNs flygtningeorganisation i Libanon
    (Kilde: Aljazeera 16.12.20)
  • Projektet bliver implementeret i flygtningelejrene Mar Elias og Ein El Hilweh i Libanon
  • Der i alt 80.725 flygtninge registreret i de to flygtningelejrene (Kilde: UNRWA 16.12.20)
  • 66.4% af de palæstinensiske flygtninge i Libanon lever i fattigdom og 6,6% af dem lever i ekstrem fattigdom (Kilde: UNRWA 16.12.20)
keyboard_arrow_up