1. Forside
  2. /
  3. Kommende projekter
  4. /
  5. Red Barnet 2020: BØRN SKAL VÆK FRA SKADELIGT ARBEJDE OG TILBAGE I SKOLE

Red Barnet 2020: BØRN SKAL VÆK FRA SKADELIGT ARBEJDE OG TILBAGE I SKOLE

Red Barnet Danmarks Indsamling

Da 11-årige Karimullahs familie levede som flygtninge i Pakistan, gik han og hans søskende i skole. Nu er de tvunget tilbage til Afghanistan, hvor familien er afhængig af, at Karimullah går på arbejde og tjener penge til familiens overlevelse. Han har ikke været i skole, siden familien kom til Afghanistan i 2017.

I AFGHANISTAN UDFØRER FLERE TUSINDE BØRN FARLIGT ARBEJDE PÅ GADEN. DET SKAL UDDANNELSE OG OPLYSNING SÆTTE EN STOPPER FOR, SÅ BØRNENE KAN VÆRE BØRN.

I 2017 blev Karimullah hans far, mor og fem søskende tvunget tilbage til Afghanistan fra deres eksil i Pakistan, da de pakistanske myndigheder strammede flygtningereglerne. I Pakistan gik 11-årige Karimullah og hans søskende i skole, og familien havde penge til at leve et godt liv. Nu bor familien i et hus i Afghanistan med fem andre familier. Hele familien sover i samme rum.

Siden familien kom tilbage til Afghanistan, har Karimullahs far kæmpet for at finde fast arbejde, men en skadet arm har begrænset farens arbejdsevne, og derfor er Karimullah også nødt til at arbejde. Han arbejder hos en mekaniker og har ikke gået i skole siden familien kom til Afghanistan.

Karimullah og hans families historie er desværre ikke enestående. Siden 1970’erne har interne konflikter, naturkatastrofer og krig drevet tusinder af afghanske familier på flugt. I løbet af de seneste tre år er 2,5 millioner afghanere blevet tvunget til at vende tilbage.

En afghansk familie, der har været på flugt, har ikke mange penge, og forældrene har sjældent et fast arbejde. Det lokalsamfund, familien kommer til, har ofte allerede mange andre flygtninge, hvilket belaster området og mindsker muligheden for at forældrene kan få fast arbejde, uddanne sig eller sikre gode levevilkår for deres børn.

For at overleve ender mange familier med at sende børn helt ned til fem år på gaden for at tjene til føden. I langt de fleste tilfælde arbejder børnene på fuld tid og går ikke i skole. Det er farligt for børn at arbejde på gaden, hvor de typisk udfører farligt konstruktionsarbejde, sælger stoffer eller tigger. Det vil i mange tilfælde påvirke børnenes fysiske og psykiske udvikling. Børn, der arbejder på gaden, er særligt udsat for kriminalitet og risikerer at blive rekrutteret ind i ekstremistiske grupper som Islamisk Stat og Taliban.

BØRNEARBEJDE PÅ GADEN ER SÆRLIGT UDSAT

Børn på gaden bliver også i højere grad udsat for fysisk, psykisk og seksuelt misbrug. Ofte bliver børnene sendt ud for at arbejde, uden deres forældre kender til de mange risici, der er forbundet med arbejdet på gaden, mens få arbejdsgivere på gaden kender til børnenes basale rettigheder.

Særligt i Nangarhar-Provinsen i Afghanistan er antallet af familier, der har været på flugt, meget højt. En ud af tre personer er tidligere flygtning, og slumområderne i Nangarhar har Afghanistans højeste andel af børn, der er involveret i skadeligt gadearbejde.

Red Barnet vil med pengene fra Danmarks Indsamling hjælpe med at få børn i Nangarhar væk fra gaden, så de kan få uddannelse og arbejde og leve et liv uden frygt for deres sikkerhed. Projektet vil derfor også fokusere på, at børnenes forældre kommer i arbejde, så familierne har penge nok til at forsørge sig selv uden at sende børnene på gaden. Projektet vil også fokusere på at gøre det mere sikkert og trygt at være et udsat barn i Afghanistan, uanset om man arbejder på gaden, er pige, har et handicap eller er udsat på anden måde. Projektet vil derfor sigte mod at uddanne børn og forældre, lærere og arbejdsgivere i, hvad det vil sige at have lov til at være barn – herunder at gå i skole, have fritid – og hvordan børn skal beskyttes mod fysisk, psykisk og seksuelt misbrug.

FAKTA
  • Siden 1970’erne har interne konflikter, naturkatastrofer og krig drevet tusinder af afghanske familier på flugt. I løbet af de seneste tre år er 2,5 millioner afghanere vendt tilbage
  • Analfabetismen i Afghanistan er 69% – 83% blandt kvinder
  • I Nangarhar-provinsen i Afghanistan er en ud af tre personer tilbagevendt flygtning
  • Slumområderne i Nangarhar har Afghanistans højeste andel af børn, der er involveret i skadeligt gadearbejde – 2.500 børn arbejder på gaden
Menu