Mange børn i Togo vokser op i hjem, som er uegnede for børn. De bliver syge, da de hverken har adgang til vand, latriner eller elektricitet.
’Ude godt, men hjemme bedst’. Det velkendte ordsprog kan mange sikkert kan nikke genkendende til. For mange af os er vores hjem en base, hvor man føler sig tryg. Og særligt barndomshjemmet står for de fleste som et helt særligt sted fyldt med gode minder. Men for børn i Togo er det sjældent tilfældet.
Problemerne starter i hjemmet
Et hjem på landet i Togo består typisk af en lerklinet hytte med et enkelt rum, hvor hele familien i flere generationer bor sammen. I hytten er der hverken adgang til rent vand, latriner eller elektricitet. Kun 12 pct. af befolkningen i Togo har et latrin i deres hjem. De må derfor bruge nærliggende marker og krat som toiletter. Bakterier og virus spreder sig nemt, oftest gennem vand og mad eller på grund af dårlig hygiejne. Smittefaren er stor og diarré og indvoldsorm er nogle af de mest almindelige sygdomme, som rammer børnene. I Danmark er diarré ikke en livsfarlig sygdom, men for små børn i Togo kan det have store konsekvenser – ofte med døden til følge, fordi de ikke får den rette behandling.
Gravide og spædbørn er mest udsatte
Det er særligt de helt små børn, gravide og nybagte mødre som oplever konsekvenserne af dårlig hygiejne i hjemmet. Hvis små børn får orm eller lider af diarré i længere tid kan kroppen ikke optage livsvigtige nærrigsstoffer, og det kan få fatale konsekvenser.
11 pct. af børn i Togo vejer for lidt, når de bliver født. Det skyldes ofte, at kvinderne har haft problemer under deres graviditet. Undervægten risikerer at forfølge børnene hele livet, hvis de overhovedet overlever. Kroppen har svært ved at udvikle sig, og de får problemer med blandt andet indlæring senere i livet.
Fakta om Togo
- Der bor ca. 7.3 mio. mennesker i Togo
- I Togo lever 54 pct. under fattigdomsgrænsen
- Hver 12. barn i Togo dør før det fylder fem år
- Kun 12 pct. af befolkningen i Togo har et latrin i deres hjem