CARE Danmark 2018: Børnene af krigen i Sydsudan får trygge hjem i Uganda

Under flugten fra Sydsudan til Uganda var 16-årige Mary Akujo tæt på at blive voldtaget. I dag bor hun i en flygtningelejr i Uganda, og her har hun fået hjælp til at bearbejde de traumatiske oplevelser. Foto: CARE Uganda

Med pengene fra Danmarks Indsamling 2018 vil CARE Danmark give børn og kvinder på flugt et trygt og sikkert hjem.

For 16-årige Mary Akujo har vejen til et sikkert og trygt hjem været lang.
For et år siden blev hendes landsby i Sydsudan angrebet af bevæbnede mænd. Begge hendes forældre blev dræbt, og mange af landsbyens piger og kvinder blev voldtaget.

I håb om at redde sit barnebarn, overtalte Marys bedstemor en flok kvinder til at tage den dengang 15-årige pige med på deres flugt til Uganda. Men turen viste sig at være farefuld, og Mary blev overfaldet af en gruppe mænd, der forsøgte at voldtage hende.

”Jeg blev så bange, at jeg ikke kunne bevæge mig. Heldigvis hjalp de andre kvinder mig, og det lykkedes dem at redde mig”, husker Mary, der i dag bor i en flygtningelejr i det nordlige Uganda.

Børn og kvinder er dybt traumatiserede

Mary Akujo er ikke alene i lejren. Den voldsomme borgerkrig i Sydsudan har sendt over en million mennesker på flugt til Uganda, og af dem er 86 procent børn og kvinder. Mange af dem har oplevelser, der minder om Marys.

”Voldtægt er blevet et hyppigt anvendt våben, og når børn og kvinder ankommer til flygtningelejrene i det nordlige Uganda, er de ofte dybt traumatiserede. Mange har været udsat for seksuelle overgreb, er blevet gravide, smittet med HIV eller andre sygdomme, og langt de fleste har været vidne til, at deres venner og familier er blevet udsat for grusomheder ”, forklarer CARE Danmarks projektansvarlige Marie Ildvedsen.

Hjem er mere end fire vægge

Med penge fra Danmarks Indsamling vil CARE Danmark hjælpe disse børn og kvinder med at skabe sig et trygt og sikkert hjem i flygtningelejren i Uganda.

”Vi giver dem først og fremmest et hjem, som de får hjælp til at bygge. Men et hjem er langt mere end blot fire vægge, det er også følelsen af at være hjemme, at være tryg og i sikkerhed”, siger Marie Ildvedsen.

Derfor sørger projektet for, at sagsbehandlere og sundhedspersonale bliver uddannet til at hjælpe ofre for kønsbaseret vold og overgreb og eksempelvis give voldtægtsofre medicin, der kan forebygge HIV.

Sikkerhed i lejren

For at skabe mere sikkerhed sørger projektet også for, at der bliver dannet et sikkerheds-team, der kan patruljere i lejren. Teamet består af frivillige mænd og kvinder fra lejren, der alle bliver undervist i at indgå i et sikkerhedsteam. Teamet får særligt udstyr og er med til at sikre, at alle kan færdes trygt døgnet rundt.

Derudover bliver 20 frivillige beboere udvalgt til gennemgå et læringsforløb, så de efterfølgende kan gennemføre oplysningskampagner og aktiviteter, der kan sprede viden om kønsbaseret vold.

Ikke bange længere

Da Mary Akujo ankom til flygtningelejren, deltog hun i et CARE-foredrag om kønsbaseret vold og overgreb.

”Jeg fandt ud af, hvor vigtigt det var at få bearbejdet mine oplevelser, og derfor tog jeg fat i en af CAREs frivillige og fortalte, hvad jeg havde oplevet. Jeg fik hjælp og rådgivning, og i dag er jeg ikke længere bange for mænd eller for at gå alene”, fortæller Mary Akujo, der i dag selv er aktiv i en af de grupper i lejren, der oplyser om kønsbaseret vold.

Projektets mål

CARE Danmark giver børn og kvinder husly, tryghed, hjælp og støtte.

Fakta om flygtningene fra Sydsudan

  • Over en million sydsudanesere er flygtet til Uganda.
  • 86 procent af flygtningene er kvinder og børn.
  • Projektet opfører bla. 65 semi-permanente huse til 330 kvinder og børn.
  • Projektet uddanner sikkerhedsteam, der patruljerer i lejren for at skabe sikkerhed og mindske kønsbaseret vold og overfald.
keyboard_arrow_up