”Helvede på jord” bliver flygtningelejren i Djibouti kaldt, hvor børn fra Yemen har søgt sikkerhed. Her er intet at lave. Det laver Dansk Flygtningehjælp om på.
Det lille land Djibouti på Afrikas Horn har traditionelt været transitland for flygtninge og migranter på vej til Yemen og golfstaterne. Men i forbindelse med krigen i Yemen flygter folk nu til Djibouti.
Her ude midt i ingenting, ligger Markazi-lejren, en flygtningelejr af telte, som huser godt 2000 mennesker, der er blevet tvunget på flugt fra Yemen.
Helvede på jord
Lejren bliver af de fleste kaldt ”helvede på jord”. Det skyldes den voldsomme hede, den høje luftfugtighed og utallige sandstorme. Alligevel foretrækker lejrens beboere at være her frem for i krigens grusomheder. Her får de beskyttelse. Det er nu hjem for flere hundrede børn. Børn, der har mistet deres hverdag, deres venner, deres skolegang – og deres hjem.
Det er umuligt at opholde sig i lejrens telte, der gør det ud for familiernes hjem om dagen på grund af den intense hede – og her er intet at foretage sig.
Børn skal behandles for krigstraumer
Mange af børnene har haft krigen helt tæt på, de har oplevet bombardementer på nærmeste hold og mistet familiemedlemmer. De har krydset havet for at komme i sikkerhed i Djibouti, men oplevelserne står stadig meget klart i hukommelsen.
De har fået krigstraumer allerede som børn. Krigstraumerne bliver forstærkede af, at der intet er at foretage sig i Markazi-lejren. Derfor vil Dansk Flygtningehjælp bygge et børne- og ungdomscenter fra grunden, der hvor der nu kun er støv og sand. Her skal børn og unge have terapi og behandling for de traumer, de har fået under krigen i Yemen, men også have et sted med et godt udvalg af aktiviteter, så der er noget fornuftigt at foretage sig og dermed holde de dårlige minder fra krigen på afstand.
Ramt af bomberne
Mohamed er 15 år gammel og bor nu i Markazi-lejren. Når han mindes luftangrebene tilbage i Yemen, bliver han tavs. Mohameds hjem blev bombet af et fly, og han blev såret af bomben i højre side af kroppen, lidt over maven.
I to måneder var han i behandling, hvor han hverken kunne flytte sig eller tale. Han bliver stadig bange, hver gang han hører flystøj.
Han fortæller, at han ikke længere går i skole, han har ikke noget at lave, andet end at hente vand til familien. Når han keder sig, tænker han på luftangrebet. Han er meget bange efter den traumatiske oplevelse og forklarer, at hans dag går med at han taler med andre teenagere, venter og nogle gange spiller fodbold ved solnedgangen, når det ikke er meget varmt.
Mohamed har et ønske ud over at vende hjem: ”Jeg ville ønske at man i lejren kan lave bare et eller andet, der vil kunne hjælpe os med at glemme de barske forhold her i lejren og hvad vi har oplevet under krigen, før vi flygtede”.
Hjælp til at skabe en fremtid
Men der er ikke er udsigt til at Mohamed kan vende hjem til Yemen i nærmeste fremtid. Derfor er Dansk Flygtningehjælps mål med børne- og ungecentret er at give lejrens børn et sted, de kan føle sig hjemme. Børnene skal komme sig over deres krigstraumer, så de kan se sig selv skabe en fremtid.
Projektets mål
Med midler fra Danmarks Indsamling vil Dansk Flygtningehjælp bygge et børne- og ungecenter, der kan give lejrens børn et sted, de kan føle sig hjemme. Børnene skal komme sig over deres krigstraumer, så de kan se sig selv skabe en fremtid.
Fakta om Djibouti
- I juni 2017 viser UNHCR og ONARS statistikker, at 4.386 yemenitter er registreret som flygtninge i Djibouti, de 2.110 bor i Markazilejren.
- Djibouti har et af verdens højeste antal flygtninge målt per indbygger og samtidig passerer mere end 100.000 migranter gennem landet hvert år – det svarer til 10 pct. af landets befolkning.
- Dansk Flygtningehjælp er på grund af sit fokus på kønsbaseret vold og beskyttelse af børn en ledende aktør i beskyttelsesarbejdet til fordel for yemenitiske flygtninge i Djibouti.