Alt for mange børn i Somaliland står helt alene. Uden forældre. Uden hjem. SOS Børnebyerne giver forældreløse og udsatte børn i Somaliland et kærligt hjem.
For tre år siden døde Ardos mand i hendes arme. Ardo blev enke, hendes otte børn blev faderløse og livet blev meget værre fra den dag, der ikke længere var nogen til at forsørge familien. Som kvinde i Somaliland har Ardo som så mange andre kvinder i Somaliland aldrig gået i skole, og hun har aldrig arbejdet andre steder end inden for hjemmets fire vægge.
Uden nogen indkomst, må Ardo tigge for familiens overlevelse. Hun er bange for, at hun en dag må give op og overlade sine børn til andre. Det er det bedste håb for dem.
”Jeg kan ikke give dem mad, jeg kan ikke sende dem i skole. Hvad skal jeg gøre?” siger Ardo, og tørrer tårerne væk.
Somaliland er et af de værste steder i verden at være barn. Mere end hvert tiende barn i Somaliland har mistet en eller begge deres forældre. De bliver efterladt alene på grund af sygdom og fattigdom, og i et land uden et socialt sikkerhedsnet er det en katastrofe for et barns fremtid. Børnene overlades alene til tilfældighederne i et land, præget af ekstrem fattigdom.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan forældre kan få sig selv til at forlade deres børn. Når forældre må opgive at tage sig af deres børn, er ekstrem fattigdom oftest årsagen. Forældrene er så afkræftede og skamfulde, at de ikke ser anden udvej end at forlade deres børn i et skrøbeligt håb om, at andre måske vil tage sig af dem.
Somaliland er et af de fattigste områder i verden. En somalilænder tjener i gennemsnit 6 kroner om dagen, og over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Stærke forældre skaber kærlige hjem
SOS Børnebyernes projekt til Danmarks Indsamling 2018 giver så mange børn som muligt et kærligt hjem og en tryg opvækst. Først og fremmest ved at forebygge, at familier splittes på grund af fattigdom. Det betyder, at hele familien får hjælp.
Forældre hjælpes med jobtræning og et mikrolån, der betyder at de kan klare sig selv og forsørge familien. Med et økonomisk overskud, kommer også et mentalt overskud. Det overskud er afsæt for undervisning i godt forældreskab – forældrene får indsigt i børnenes behov, og de lærer at støtte børnene og være stabile forældre. Børnene kommer i skole og får både venner og en uddannelse. Samtidig sørger SOS Børnebyerne for, at børnene er sunde og raske.
Alt dette betyder, at børnene får en tryg og sund barndom i et kærligt hjem, hvor der voksne, der støtter og forstår dem.
En tryg opvækst for forældreløse børn
For de børn, hvor familierne er gået i opløsning enten på grund af fattigdom eller sygdom, hjælper SOS Børnebyerne med at finde en plejefamilie til børnene, enten hos deres slægtninge eller klan. Hvis det ikke er muligt, giver SOS Børnebyerne børnene et nyt hjem og en ny familie. Det sker i børnebyen i hovedstaden Hargeisa, hvor forældreløse børn får en ny SOS-mor og nye SOS-søskende, der alle er børn som dem selv.
Hjælpen for disse børn er livsvigtig. Uden omsorg fra voksne, er de overladt til sig selv i et land, der kæmper med sygdomme, fattigdom, sult og tørke.
Projektets mål
At børn ikke mister deres hjem og deres forældreomsorg. SOS Børnebyerne styrker udsatte familier, så de kan tage vare på deres børn og give dem et kærligt hjem. For de børn, der allerede har mistet deres forældreomsorg, sørger SOS Børnebyerne for, at de får et nyt hjem og en ny mor.
Fakta om Somaliland
- Ikke engang halvdelen af Somalilands børn kommer i skole, og kun fem procent er vaccinerede mod sygdomme som polio, mæslinger, stivkrampe eller difteri – det betyder, at hvert femte dødsfald blandt børn i Somaliland skyldes en sygdom, vi knapt tænker på herhjemme.
- Halvdelen af Somalilands befolkning er under 18 år.
- Mere end 11 procent af alle børn i Somaliland har mistet en eller begge forældre.
- Knap halvdelen af alle børn starter i 1. klasse i Somaliland.
- 22,5 procent af Somalias børn er underernærede, og mere end hvert fjerde barn udvikler sig ikke, som de skal, på grund af under- eller fejlernæring.
- Somaliland har været en selvstændig stat i 26 år, men mange lande anerkender stadig ikke Somaliland som selvstændig nation.
- Den primære dødsårsag for kvinder i den fødedygtige alder skyldes problemer under graviditet eller barsel på grund af FGM – female genital mutilation.
- Somalilands regering har oprettet et skattesystem og bekæmper korruption – regeringen prioriterer også en stor del af de meget begrænsede midler til sundhed, uddannelse, infrastruktur, landbrug og jobskabelse for unge.
Kilde: UNICEF’s ”State of the World’s Children,” Verdensbanken, UNDP, 2010 Somaliland Child Rights Situation Analysis eller CIA’s ”The World Fact Book.”