Tusindvis af børn i Sierra Leone lever på gaden, er forældreløse eller på anden måde særligt udsatte.
Francis fra Sierra Leone mistede begge sine forældre under ebola epidemien. Midt i sin store sorg skulle han selv isoleres og testes for at sikre, at han ikke også var smittet. Francis blev erklæret rask, men havde stærkt brug for hjælp. Han havde både mistet sine forældre og sit barndomshjem.
Takket være UNICEF fik Francis et nyt hjem. Først midlertidigt på et center, der tager sig af ebola-ramte børn. Senere i et nyt, permanent hjem.
UNICEF vil med pengene fra Danmarks Indsamling 2018 sikre, at flere udsatte børn som Francis får den nødvendige hjælp.
3.000 børn vil få hjælp
Målet er at hjælpe 3.000 særligt udsatte børn i Sierra Leone. Heriblandt børn, der lever på gaden, lever uden deres forældre, og som har mistet en eller begge forældre under ebola epidemien.
Behovet er enormt. Næsten hvert fjerde barn i Sierra Leone lever uden sine forældre, og derudover lever over 39.000 børn på gaden. Mange børn lever også i en slags plejefamilier, som er et område, der slet ikke er reguleret, og hvor børnene derfor er ekstremt udsatte for trafficking og anden udnyttelse.
Ebola-epidemien har gjort situationen for Sierra Leones børn særligt sårbar. Over 12.000 børn mistede mindst én af deres værger under epidemien. Heraf mistede 3.241 børn begge forældre – heriblandt Francis.
UNICEF vil folde sikkerhedsnet ud under hvert barn
Konkret vil UNICEF identificere de mest sårbare børn og folde et sikkerhedsnet ud under hver eneste af dem i tæt samarbejde med landets regering. Børnene vil få lagt en individuel handlingsplan og blive tilknyttet en faguddannet sagsbehandler, der støtter og hjælper dem.
Projektet vil sørge for, at børnene bliver helbredsundersøgt, kommer i skole, får psykosocial hjælp og hjælp til at finde et sted at bo, hvor de kan udvikle sig i trygge og sikre rammer – for eksempel hos familiemedlemmer eller andre voksne i lokalsamfundet, som de har tillid til.
Børnene får en flyttekasse
Børn, som bliver genforenet med familie, eller som kommer i plejefamilier, får en særlig ’flyttekasse’ af UNICEF. I kassen er der basale ting som for eksempel tøj, sæbe, et tæppe og et liggeunderlag. Tingene har en vigtig symbolsk betydning og også en materiel værdi for børn, der flytter tilbage til meget fattige familier.
Projektet har også fokus på at uddanne de voksne, der er i kontakt med og skal hjælpe børnene, og på at sikre, at udvalgte skoler har kapacitet og kompetence til at tage imod og støtte meget udsatte børn.
Projektets mål
Med støtten fra Danmarks Indsamling vil UNICEF identificere de mest sårbare børn og folde et sikkerhedsnet ud under hver eneste af dem i tæt samarbejde med landets regering
Fakta om Sierra Leone
- Sierra Leone er et af verdens fattigste lande.
- Halvdelen af Sierra Leones befolkning er børn under 18 år. Heraf er 27 procent identificeret som udsatte, for eksempel fordi de lever på gaden eller er forældreløse.
- Sierra Leone var hårdt ramt af ebola epidemien, der brød ud i Vestafrika i 2014. I marts 2016 blev landet officielt erklæret fri for den dødelige virus.
Kilde: UNICEF