1. Forside
  2. /
  3. Om Danmarks Indsamling
  4. /
  5. Danmarks Indsamling 2019: Styrk verdens piger
  6. /
  7. Danmission 2019: Alle har ret til at blive hørt – også teenagepiger i Cambodja (tilskudsprojekt)

Danmission 2019: Alle har ret til at blive hørt – også teenagepiger i Cambodja (tilskudsprojekt)

Vold og undertrykkelse er hverdag for minoritetspiger i Cambodja. Nyt projekt undersøger problemerne og gør noget ved dem – efter at have spurgt pigerne selv.

“DU FATTER IKKE EN SKID!”
Vi er nok mange teenageforældre, som får stukket dén bemærkning i næsen ind imellem og så måske tænker: “Ja, ja – det er godt med dig.”
Men forestil dig, at man som teenagepige overhovedet ikke har noget at skulle have sagt om sit liv eller sin fremtid, og at samfundet ikke fatter, hvad problemet er og ikke har nogen planer om at gøre noget ved det.
Sådan er virkeligheden oftest for teenagepiger fra marginaliserede minoritetssamfund i Cambodja. Som et cambodjansk ordsprog siger: “Mænd er guld – kvinder er et hvidt klæde.”

Ofret får skylden
I hverdagen betyder det f.eks., at piger og kvinder ofte udsættes for vold – uden at nogen løfter et øjenbryn. Hver tredje lokale embedsmand synes, mænd har ret til at slå deres koner. Og 58 procent af kvinderne mener, det er i orden, hvis hun f.eks. ikke tager sig nok af deres børn. Overraskende nok er piger og kvinder selv mere accepterende over for volden end mænd, hvilket fortæller en del om, hvor indgroet uligheden og det skæve kvindesyn er i Cambodja. Skylden lægges på ofret – f.eks. når piger og kvinder udsættes for vold i hjemmet.

Tegner og fortæller
Teenagepigerne er sårbare, og de bliver ladt i stikken. Både når der skal bruges ressourcer f.eks. på skolegangen, og når der skal træffes beslutninger – de cambodjanske teenagepiger bliver hverken set eller hørt, og det forfølger dem i deres voksenliv.
Danmission vil med penge fra Danmarks Indsamling give disse teenagepiger mulighed for at komme til orde – helt konkret både med ord og med kunst.
Projektet, som gennemføres sammen med den lokale partnerorganisation Women Peace Makers, indsamler teenagepigernes egne fortællinger om ofte følsomme emner for at finde ud af, hvad problemerne er, og herefter tager man konkret fat i, hvad man kan gøre for at styrke og støtte de udsatte piger.
Fordi piger fra minoritetsgrupper er dobbelt udsatte på grund af køn og etnicitet, så er der fokus på oprindelige folk, cham-muslimer, khmer-krom og etniske vietnamesere.

Også de voksnes ansvar
For at skabe varige og bæredygtige forbedringer af pigernes vilkår, så skal de voksne, som har indflydelse på pigernes liv, selvfølgelig tage medansvar. Derfor bidrager forældre, lærere, landsbyledere og andre både med viden og fortællinger. Og efterfølgende inddrages politikere, embedsfolk og civilsamfundsaktører, så både dokumentationen af teenagepigernes vilkår og de bedste løsninger på problemerne bliver et fælles ansvar hele vejen op til det politiske niveau.

Fakta om Cambodia

  • 20 % af alle kvinder (15-64 år) har været udsat for seksuel eller anden fysisk vold
  • 58 % af kvinderne mener, deres ægtemænd har ret til at slå dem – 26 % af mændene har samme holdning
  • 60 % af kvinderne og 50 % af mændene, mener ikke seksuel tvang mellem ægtefæller er problematisk
  • Flere end hver tredje embedsmand mener, en mand har ret til at slå sin hustru
  • 10 % af befolkningen tilhører en minoritetsgruppe
  •  

Kilde: National Survey (2015), CEDAW Cambodia, Ministry of Women Affair.

Menu