Oxfam Ibis 2019: Vi bryder tabuet: Krop og sex er kommet på skoleskemaet

Oxfam IBIS 2019

I det nordlige Colombia er det helt nyt fag rykket ind på skolerne: Seksualundervisning. Det er en mindre revolution – især for pigerne

”Det er intet mindre end en lille revolution, vi er i gang med at skabe her.”

Ordene kommer fra uddannelsesrådgiver Grethe Markussen fra Oxfam IBIS. Og emnet, de henviser til, er Oxfam IBIS’ og Danmarks Indsamlings projekt fra 2019, hvor vi sammen med en kvindeorganisation fra det oprindelige Wayúu-folk i Colombia tog hul på at tale om seksuelle og reproduktive rettigheder i skolerne.

Godt nok er der sket ting undervejs, der betyder, at alting ikke er blevet nøjagtigt, som vi havde forestillet os for to år siden. For eksempel har corona-epidemien lukket alle områdets skoler siden marts. Så dele af projektet er ikke ført ud i livet endnu. Men kernen af projektet er helt rigtig, mener Grethe Markussen:

”Vi har startet en samtale om et dybt tabuiseret emne. Seksualitet, retten til at bestemme over egen krop, at respektere andres kroppe, tabu omkring sex og seksuelle overgreb er ikke noget, man har talt om før. Det betyder desværre, at alt for mange helt unge piger bliver gravide og dropper ud af skolen. Så alene det, at vi har taget hul på emnet, er et kæmpestort skridt fremad,” forklarer hun.

Skolerne i centrum

Helt centralt i projektet står et nyt lærermateriale, som Oxfam IBIS har udviklet i tæt samarbejde med lærere og andre repræsentanter for Wayuu-folket. Det har taget tid at ramme den helt rigtige tone omkring de sensitive emner. Men til gengæld er der en følelse af lokalt ejerskab og pionérånd omkring materialerne, som er uvurderlig for, at det skal blive en succes i sidste ende.

”Vi skal ikke komme her fra Danmark og pådutte Wayuu-follket vores moralbegreber. Det ville være dømt til at mislykkes. Når målet er at oplyse om sex og reproduktiv sundhed, så skal det ske i et samspil mellem Wayuu-folkets verdenssyn og værdier samt det omgivne samfund,” forklarer Grethe Markussen.

bæredygtige og langsigtede forandringer

En del af midlerne fra Danmarks Indsamling er også gået til at forbedre skolerne ude i de små landsbyer. For når eleverne ikke har en stol at sidde på, er det svært at tage imod undervisning – og når skolen forgår under åbne himmel eller uden et ordentligt tag, er det umuligt at undervise, når det regner, når det støver, eller solen bager ned.

”Vores langsigtede mål er at gøre skolerne til centrum for de positive forandringer ude i de små samfund, som Wayuu-folket ønsker. Og på den måde spiller dette projekt sammen med Oxfam IBIS’ Danmarks Indsamlings projekter fra 2020 og 2021, som også har disse skoler som omdrejningspunkt,” forklarer Grethe Markussen.

Det sikrer, at der kan samles op og bygges videre på de aktiviteter, som er blevet sat på pause i år. For eksempel er der endnu ikke afholdt workshops for lærerne, og en stor lancering af vægmalerier er blevet udskudt.

”Men vi bliver ude på skolerne, og vi har det lange lys på: I bund og grund handler det om at skabe bæredygtige forandringer for Wayuu-befolkningen. Og det gør vi virkelig her,” slutter Grethe Markussen fra Oxfam IBIS.

FAKTA

  • Retten til seksualundervisning er anerkendt i Colombia som en del af befolkningens seksuelle og reproduktive rettigheder. Men i realiteten er det langt fra alle colombianere, der har adgang til relevant undervisning.
  • 20,5 procent af kvinder i landområderne bliver gift, før de fylder 18 år, og 22 procent af pigerne i La Guajira bliver mødre, før de fylder 18 år.
  • Det at blive mor i en tidlig alder er en af de vigtigste årsager til, at piger dropper ud af skolen. Det gør dem og deres børn udsatte. Og risikoen for, at de ender i en fattigdomsspiral, de aldrig kan bryde ud af, er tårnhøj. Knap 30 procent af kvinder fra oprindelige folk i Colombia over 15 år er analfabeter. Det nationale gennemsnit er på 5,8 procent.
  • Med La Guajíras tætte placering på grænsen til Venezuela er området under stort pres for migration og flygtningestrømme, og især de oprindelige folks piger er i stigende grad i farezonen i forhold til voldtægt og andre seksuelle overgreb.
  • Colombia er hårdt ramt af den aktuelle COVID-19 situation. I den første uge af august blev der registreret det højeste antal smittede i verden i forhold til befolkningstallet. Omkring 1 million mennesker har været smittet, og næsten 30,000 mennesker har mistet livet til virussen. Dødeligheden blandt oprindelige folk er højre end gennemsnittet for andre befolkningsgrupper i Colombia.
keyboard_arrow_up