SOS Børnebyerne 2020: EN SIKKER FREMTID FOR BØRN PÅ FLUGT I SOMALILAND

SOS Børnebyerne Danmarks Indsamling

Tilværelsen i Somaliland er hård for børn og deres familier. Mange familier er blevet drevet på flugt fra deres hjem på grund af tørke og oversvømmelse, og børnene lever i en utryg hverdag uden et sikkert hjem, skole eller mad. FOTO: Lars Just

KLIMAFORANDRINGER OG KRIG DRIVER FAMILIER PÅ FLUGT I SOMALILAND. GENNEM HJÆLP TIL SELVHJÆLP VIL SOS BØRNEBYERNE SIKRE DE UDSATTE BØRN ET TRYGT LIV

I kystbyen Berbera i Somaliland lever udsatte familier under nogle af de værst tænkelige forhold. Voldsom tørke og oversvømmelser har forårsaget store ødelæggelser i hele Somaliland, og mange familier er blevet drevet på flugt. Familierne har mistet hele deres livsgrundlag og står uden hjem, husdyr eller landbrug. Mange har derfor været nødsaget til at søge til lejre i Berbera for ly og sikkerhed.

Klimaforandringerne er ikke den eneste udfordring i Somaliland. Flere flygtninge fra Yemen har også søgt til Berbera på grund af krig i deres hjemland. De kæmper ligeledes for mad og husly til dem selv og deres børn.

Fælles for familierne i Berbera er, at de mangler uddannelse og arbejde og lever i kummerlige hjem med utryghed og stor risiko for overgreb. Familierne i Berbera får ikke opfyldt grundlæggende behov som mad på grund af fødevaremangel, og mange har ikke adgang til sanitære forhold eller oplysning om basal hygiejne.

BÆREDYGTIGE LØSNINGER SKAL SIKRE TRYGGE LIV FOR UDSATTE FAMILIER

SOS Børnebyerne vil med pengene fra Danmarks Indsamlingen hjælpe de udsatte familier i Berbera, så børn og unge i området får den tryghed og omsorg, de har brug for.

Projektet har til formål at styrke de udsatte familiers økonomiske fundament og gøre familierne selvhjulpne. Forældrene skal lære forskellige forældrekompetencer, børns rettigheder og engageres i aktiviteter, der sikrer en fremtidig indkomst.

Unge drenge og piger vil få en teknisk faglig træning, så de kan åbne en lille forretning eller øge deres muligheder for at finde et job på egen hånd. Familierne oplæres også i, hvordan de forbedrer deres hygiejne og sanitet, så de kan minimere risikoen for sygdomme og forbedre deres leveforhold. Ved at styrke familierne sikres børnenes fremtidige sundhed og skolegang.

For at kunne sikre børn og unges rettigheder bliver der gennemført en række forskellige oplysningsaktiviteter, som hjælper forældrene til at passe bedre på deres børn, så børnene hverken bliver udsat for overgreb eller ender som børnearbejdere.

FAKTA
  • I Somaliland er befolkningen mellem 3,5 og 4,5 millioner mennesker
  • Regeringen vurderede i 2017, at en million mennesker i Somaliland er påvirket af tørke
  • 59 procent af indbyggerne i de tørkeramte områder har mistet samtlige husdyr og har været nødt til at migrere til byerne
  • 75 procent af alle unge i Somaliland er arbejdsløse
  • 26 procent af Somalilands børn under 15 år er børnearbejdereKilder: BBC, Unrepresented Nations & Peoples Organizations (UNPO.org), Reliefweb.int, UNICEF, International Labour Organization (IOM.int)
keyboard_arrow_up