Nour nåede kun at gå i skolen i en enkelt uge, inden hun og hendes familie måtte flygte fra krigen til en teltlejr i nabolandet Libanon. Foto: DRC, Houda Houbeish
11-årige Nour er blandt de millioner af syriske børn, der har betalt en alt for høj pris efter snart ti års krig i Syrien
Som de fleste andre børn havde Nour glædet sig til at begynde i skole i sin hjemby Raqqa i Syrien. Men hun nåede kun at gå i skolen i en enkelt uge, inden hun og hendes familie måtte flygte fra krigen til en teltlejr i nabolandet Libanon.
På et øjeblik blev Nours liv fuldstændig ændret. Væk var hendes almindelige børneliv med skolegang og leg med vennerne i fritiden. I stedet har hun fået et alt for hårdt liv, hvor hun måtte droppe skolen i flere år for at arbejde og tjene penge, der kan hjælpe familien med penge til at overleve.
KASTER OP AF HÅRDT FYSISK ARBEJDE
Selv om Nour blot er 11 år gammel, så begynder hendes arbejdsdage klokken fem om morgenen. Hun knokler side om side med voksne arbejdere med at høste løg og kartofler i marken. Og de mange timers fysisk hårde arbejde kan mærkes på hendes helbred.
”Nogle gange kaster jeg op, når jeg kommer hjem. Min ryg gør ondt af at bære alle de tunge sække med kartofler,” fortæller Nour.
Hun ville ønske, at hun trods flugten fra Syrien kunne have et nogenlunde almindeligt børneliv i teltlejren i nabolandet Libanon.
”Når jeg ser andre børn bruge deres dag i skole og på at lege, så føler jeg, at alle andre faktisk har et liv. Undtagen mig,” siger Nour.
TRAUMATISKE OPLEVELSER ØDELÆGGER BARNDOM
Det er børn ligesom Nour, som DRC Dansk Flygtningehjælp vil hjælpe med midlerne fra Danmarks Indsamling.
For det er desværre almindeligt, at syriske flygtningebørn i nærområderne ikke går i skole, men i stedet må bidrage til familiens forsørgelse gennem f.eks. tiggeri, gadearbejde eller hårdt fysisk arbejde. Og piger er særligt sårbare, da desperate forældre ofte gifter dem væk i en alt for tidlig alder i håbet om, at det kan give dem et bedre liv:
”Mange syriske flygtningebørn har fået dybe ar på sjælen af traumatiske oplevelser under krigen og flugten. Og som om det ikke er nok, så lever mange af børnene nu et liv, hvor de ikke har mulighed for at udvikle sig som børn og vokse op i sunde og sikre miljøer,” siger projektleder Mette Steen Petersen.
STØTTE GIVER BØRNENE HÅB OM EN BEDRE FREMTID
DRC Dansk Flygtningehjælp iværksætter derfor, med bidrag fra Danmarks Indsamling, initiativer, der skal beskytte syriske flygtningebørn og forbedrer deres trivsel i nærområderne.
Det kan f.eks. være gennem psykosocial støtte til børn med traumer og stress forårsaget af fattigdom, børnearbejde eller tidligt ægteskab. Og børnenes forældre vil også blive involveret i forsøget på at finde løsninger til bedre trivsel, fortæller projektleder Mette Steen Petersen:
”Målet er at reducere børnenes sårbarhed og øge deres modstandskraft over for deres problemer. Det vil øge deres trivsel, så de kan genvinde deres mistede håb og drømme, der er blevet ødelagt af krig, fordrivelse og fattigdom.”
FAKTA
- Der har været krig i Syrien siden marts 2011
- Over 11,6 millioner mennesker – mere end halvdelen af Syriens befolkning – er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krigen
- Langt, langt de fleste fordrevne syrere er enten på flugt internt i Syrien eller har søgt tilflugt i Syriens nabolande som Libanon, Tyrkiet og Jordan
- 40% af alle verdens fordrevne er børn
- 48% af alle flygtningebørn i skolealderen går ikke i skole
(Kilde: UNHCR)