Med penge fra Danmarks Indsamling 2012 har Dansk Flygtningehjælp sikret skolegang til tusindvis af børn i Den Centralafrikanske Republik. Trods kaos og væbnede konflikter ser hverdagen nu lysere ud for mange børn og deres forældre i det store land midt i Afrika.
Da bevæbnede oprørsgrupper i marts 2013 overtog magten i Den Centralafrikanske Republik (CAR), gik det hårdt ud over landets skoler, som blev plyndret og ødelagt. Lærerne blev sendt på flugt, klasselokaler ødelagt og i stedet for skolegang blev mange børn tvunget til at bære våben eller flygte med deres familier. Dansk Flygtningehjælp er stærkt til stede i CAR, og med støtte fra Danmarks Indsamling 2012 er det lykkedes at skabe adgang til skolegang for tusindvis af børn i de konfliktramte områder.
Tilbage på skolebænken
Dansk Flygtningehjælp arbejder i flere af de konfliktfyldte områder i CAR og fokuserer på at styrke børns mulighed for at gå i skole gennem uddannelse af lærere, voksenundervisning og uddeling af skolekits. Med penge fra Danmarks Indsamling har Dansk Flygtningehjælp delt 8000 skolekits med blyanter, skrivetavler og blokke ud til skoleelever i det nordøstlige CAR, og mere end 500 elever, deriblandt tidligere børnesoldater, har modtaget ekstraundervisning for at indhente forsømt skolegang. 85 forældre er blevet undervist, så de nu kan fungere som lærere i de lokale skoler, som ellers er hårdt ramt af lærermangel, fordi mange er flygtet eller ikke tør at gå på arbejde af frygt for rebellerne. Også 2400 voksne har modtaget læse- og skriveundervisning, fordi de aldrig lærte det som børn.
Uden eksamen, intet skoleår
I forbindelse med rebellernes væbnede kup i marts gik undervisningen i stå over hele landet, og mange skoler står stadigvæk tomme. Også mange af undervisningsministeriets officielle kontorer blev hårdt ramt af hærværk og plyndringer. Blandt dem var kontoret for nationale prøver og eksamener, som står for eksamensregistrering af alle landets skoleelever.
”Vi overdrog kontoret til de lokale myndigheder i juli måned, og det ser ud til at gå rigtig fint. Det er en god succeshistorie midt i det kaos, der ellers hersker her i landet”
Kontoret blev ødelagt og plyndret, og børnene risikerede derfor at spilde helt års vigtig skolegang. Dansk Flygtningehjælp har med penge fra Danmarks Indsamling 2012 genopbygget kontoret og leveret kontorartikler, møbler, computere og printere. Det betyder, at børnene atter kan gå til eksamen og fortsætte deres uddannelse. Alene i de første seks klassetrin i de mere stabile områder i landet vil 550.000 børn nu kunne tage deres afsluttende eksamener og gå videre til næste klassetrin.
”Vi overdrog kontoret til de lokale myndigheder i juli måned, og det ser ud til at gå rigtig fint. Det er en god succeshistorie midt i det kaos, der ellers hersker her i landet,” fortæller Line Brylle, Dansk Flygtningehjælps landekoordinator for CAR.
Arbejdet fortsætter
Da konflikten brød ud, var Dansk Flygtningehjælp nødt til at forlade nogle af de værst ramte områder i det nordøstlige CAR, fordi det var for farligt at blive. Så snart sikkerheden tillader det, vil Dansk Flygtningehjælp vende tilbage til de hårdest plagede områder, og der er allerede planlagt aktiviteter, der vil kunne følge op på skoleprojektet og blive ved med at arbejde for, at børn i CAR kan få opfyldt deres ret til at gå i skole.
Fakta:
- Den Centralafrikanske Republik (CAR) er blandt verdens fattigste lande og har været præget af underudvikling, krig og ustabilitet i mere end 30 år.
- I dag er en million mennesker berørt af konflikt, og mindst 300.000 lever som internt fordrevne.
- Da rebelgrupper kuppede landet i marts 2013, førte det til massive ødelæggelse af skoler, sundhedsklinikker, infrastruktur, huse og landsbyer og sendte endnu flere mennesker på flugt. De fleste internt fordrevne befinder sig i det nordlige CAR, hvor Dansk Flygtningehjælp er til stede.