I 2012 samlede Danmarks Indsamling penge ind til børn i krig og ofre i konfliktområder. Her to år efter er kvinder i det fattige Norduganda på vej til at komme på fode igen med Mellemfolkeligt Samvirkes hjælp efter 20 års krig.
I Norduganda er der jord nok. Den er oven i købet særdeles frugtbar. Alligevel er kun en tiendedel af jorden opdyrket i Amuru, Pader og Nwoya, som er de distrikter, Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i, og arbejdet med jorden er slidsomt og langsomt, fordi indbyggerne ofte kun har primitive redskaber.
Hundredevis af kvinder og unge har fået sædekorn og er blevet trænet i at bruge okser til at kultivere landet med. Alene i Pader er 112 okseplove blevet fordelt mellem 25 grupper af kvinder og unge. Hver gruppe har cirka 20 medlemmer. Hertil kommer at, over 700 fattige mennesker har fået undervisning i markedsføring og i at behandle landbrugsprodukterne med maskiner, for eksempel har Mellemfolkeligt Samvirke installeret maskiner, der kan kværne jordnødder. Over 1100 kvinder og unge har modtaget flere tons majs-, sesam- og jordnødde-såsæd.
Børnene blev sendt hjem fra skole
Florence Lakot er en af de unge kvinder, som efter krigen i Norduganda er flyttet tilbage til den fædrene jord. Florence, der er 30 år, gift og har fem børn i alderen 2 til 14 år, siger: ”Før kunne jeg kun dyrke et lille stykke jord, som ikke engang kunne brødføde os. Vi havde lidt Cassava (maniok), jordnødder, ærter og hirse. Vi havde ikke nok frø at så, og jeg havde helt opgivet at give mine børn nok at spise. Børnene blev sendt hjem fra skole, fordi vi ikke kunne betale skolepengene. Vi spiste alt, hvad vi dyrkede og havde ikke overskud til at købe andre ting”.
”Selv om vi altid har hjulpet hinanden med arbejdet, tog det alligevel tre til fem mennesker en hel uge at pløje en acre land. I dag kan vi nå halvdelen af vores jord på en dag med okserne”
Florence er nu med i en af Mellemfolkeligt Samvirkes grupper og har blandt andet fået 25 kg majs til at så, hvilket betyder at hun kunne plante 8.000 kvadratmeter med frøene. Vigtigere er det måske, at gruppen nu deles om tre par okser og en plov, så jorden kan pløjes mere effektivt.
”Selv om vi altid har hjulpet hinanden med arbejdet, tog det alligevel tre til fem mennesker en hel uge at pløje en acre land. I dag kan vi nå halvdelen af vores jord på en dag med okserne”, fortæller Florence.
I bushen gør okserne hele forskellen
I Florences gruppe tager bønderne ture med ploven og okserne, som de ejer i fællesskab, og på den måde kan de dyrke meget mere land, og i rette tid i sæsonen. Samtidig har håndsrækningen med mere og bedre såsæd øget mængden af afgrøder.
”Jeg har nu så meget overskud, at vi både kan spise og sælge resten. Vi kan nu købe sæbe, salt, tøj og bøger og betale skolepenge til de to børn, som hver koster 42.000 shillings (cirka 90 kroner) om året. Jeg har købt en kvie, og hvis jeg kan avle på den, kan jeg måske få mine børn ind i 8-10. klasse også”, siger Florence.
Fakta om Uganda
- 35.6 millioner indbyggere
- Forventet levealder, mænd: 54 år, kvinder 55 år
- BNP pr. indbygger: 440 US dollars om året
- 25 procent lever for under 1.25 dollars om dagen, mere end tres procent lever for under 2 dollars om dagen
- 80 procent af befolkning lever på landet og er afhængig af landbrug
(Kilder: FN og Verdensbanken)