Cibaldo Ibrahims søn Hamza sniffede lim og var en gadedreng – med hjælp fra Danmarks Indsamlingen bor han nu hjemme, og han og hans søskende går i skole.
Cibado Ibrahim er blandt de mødre, der har fået hjælp gennem Danmarks Indsamling 2012. Hun og hendes mand bor i i flygtningelejen Daami i Somalilands hovedstad Hargeisa. Cibado solgte parfume på det lokale marked, men indtjeningen var beskeden. Nogle dage tjente hun fem dollars, andre dage ingenting.
”Vores liv var hårdt. Nogle dage måtte vi springe måltider over, og vores børn gik ikke i skole. Min søn Hamza blev en gadedreng. Han gik hjemmefra tidligt om morgenen, sniffede lim og kom først hjem igen om aftenen”, husker Cibado.
Familien er langtfra den eneste, der har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen. Somalia ligger som nummer 165 ud af 170 lande på UNDP’s Human Development Index (over menneskelig udvikling) – landets udvikling og humanitære tilstand er således blandt de dårligste i verden. To tredjedele af alle unge mellem 14 og 29 år er ramt af arbejdsløshed – et af de højeste tal i verden. Værst står det til blandt unge kvinder med en arbejdsløshed på 74 pct. Arbejdsløsheden blandt unge mænd ligger på 61 pct. De hårdest ramte er det store antal af flygtninge, der kommer fra andre steder af Somalia, eller som er flyttet fra landområderne til byerne. Flygtningene bor i lejre, der er præget af kriminalitet og fattigdom, og børnene i lejren mangler ofte helt basal omsorg og pleje. Derudover ender mange børn som børnearbejdere og gadebørn.
Men midt i nøden er der altså også gode historier som Cibado Ibrahims. En lokal organisation støttet af Red Barnet fandt hendes dreng Hamza på gaden og bragte ham hjem. Familien modtog 400 dollars (cirka 2200 kroner) i støtte fra Red Barnet, og Cibado har nu etableret sin egen lille købmandsforretning med dagligvarer. Og nu kan hun både arbejde og se efter sine børn. Fem af børnene er nu over 18 år og er flyttet hjemmefra og har deres egne familier. De mindre søskende bor stadig hos deres mor.
”Vores liv er blevet ændret til det bedre og mine børn går nu i skole. Også Hamza. Red Barnets projekt har forbedret vores liv og det ville være godt, hvis flere familier kunne få støtte, siger Cibado Ibrahim.
4500 har fået hjælp
Med pengene fra Danmarks Indsamling har Red Barnet foreløbig hjulpet 4500 børn og 811 voksne i to flygtningelejre i Hargeisa. Ud over at hjælpe familier som Cibado Ibrahims til at skabe sig en bedre tilværelse, har Red Barnet blandt andet hjulpet børn, der var droppet ud af skolen af økonomiske årsager, tilbage i skole og sikret misbrugte børn advokatbistand. Red Barnet har også trænet børn i deres rettigheder, så de har mulighed for at sige fra og søge hjælp de rette steder, hvis de bliver krænket, svigtet eller udnyttet. Derudover har Red Barnet påvirket både lokale og nationale politikere, så de nu er i gang med at udarbejde politikker og handlingsplaner, der skal sikre sårbare børn et liv uden udnyttelse, misbrug, skadeligt arbejde og omsorgssvigt.
Fakta: Somaliland – ikke et land
- Det fattige Somaliland i den nord-vestlige del af Somalia løsrev sig fra det krigshærgede land i 1991, men er aldrig blevet anerkendt som en selvstændig stat.
- Over halvdelen af befolkningen lever som nomader, der ernærer sig som fåre- og kamelhyrder.
- Regeringen gør sit bedste for at beskytte børns rettigheder, men kan på grund af den manglende status som selvstændigt land ikke underskrive FN’s Børnekonvention.