Med hjælp fra danskerne har SOS Børnebyerne givet forældreløse børn i Elfenbenskysten et nyt hjem. En udvidet børneby er så godt som færdig og indsatsen for områdets udsatte er i fuld gang.
SOS Børnebyerne driver to børnebyer i Elfenbenskysten; et land, der i 2011 blev ramt af en borgerkrig, som sendte tusindvis af børn på flugt. Børnebyen Abobo-Gare lå i et af de områder, hvor kampene gik hårdest for sig, så i længere tid var både børnebyen og det store slumområde rundt om børnebyen forladt.
I dag er børnebyen med hjælp fra Danmarks Indsamling 2012 blevet udvidet og renoveret, mens hjælpen overfor de mest udsatte børn og familier i området er øget. I landets anden børneby i Aboisso har børn, der mistede deres hjem på grund af krigen, fået en ny, tryg opvækst.
Byggeriet er snart færdigt
”I øjeblikket bor der hundrede børn i børnebyen, 36 unge i ungdomshusene og 84 unge i lejligheder, vi har lejet rundt omkring. Hver gang, vi skal optage nye børn, bliver der nedsat en komité, som i samarbejde med myndighederne peger på de børn, som har størst behov,” siger leder af børnebyen i Abobo-Gare, Kouassi Bath Mathias, der også fortæller, at hele området har været påvirket af byggeriet, som nu er ved at være slut.
Arbejdet med at få børnebyen på fode med nye ungdomshuse, udvidelse af socialcenter samt forbedring af skolen og andre tilhørende bygninger er næsten færdigt.
Øget støtte til udsatte familier
”Vi hjælper i øjeblikket 300 børn uden for børnebyen, som alle står i en meget udsat situation,” siger Kouassi Bath Mathias om indsatsen i de værst ramte områder. Det var herfra, at hundredevis af familier måtte flygte over hals og hoved, da væbnede styrker stødte sammen i 2011. Nu kan børnebyens nye, udvidede socialcenter og lægeklinik bidrage med yderligere hjælp i et af Abidjans fattigste områder.
”Vi hjælper i øjeblikket 300 børn uden for børnebyen, som alle står i en meget udsat situation”
Skolegang er stadig et problem
Støtten fra Danmarks Indsamling er også gået til at forbedre forholdene i SOS-skolen. Samtlige SOS-børn går i skole – men virkeligheden ser helt anderledes ud for mange tusinde andre børn i Elfenbenskysten. Den væbnede konflikt sendte næsten 70.000 børn ud af skolen og over 200 skoler blev indtaget, tømt eller på anden måde ødelagt under konflikten. Desværre er skolegang stadig et stort problem i Elfenbenskysten. Fire ud af ti unge piger er analfabeter, mens tallet er knapt så højt for drengene. I SOS Børnebyernes skoler arbejder speciallærerne stadig med de værst ramte børns traumer efter flugten. Piger og drenge har lige adgang.
Fakta
SOS Børnebyerne har arbejdet i Elfenbenskysten siden 1971, og pengene fra Danmarks Indsamling går til at støtte flygtningebørn og udvide børnebyen i Abobo-Gare, så flere børn, der er blevet alene, kan få et trygt hjem. SOS Børnebyerne udvider socialcentret og lægeklinikken, forbedrer skoleforholdene og opfører ekstra ungdomshuse til forældreløse unge, der skal lære at klare sig selv som voksne.