Knap to år efter Danmarks Indsamling 2012 er UNICEF godt i gang med at etablere mobile skoler til nomadebørn i det nordøstlige Kenya, hvor kun hvert tredje barn går i skole. Skolerne skal følge med børnene, når deres familier flytter fra sted til sted.
Under et akacietræ i det golde, støvede landskab sidder en flok nomadebørn og lærer det engelske alfabet. Børnene er elever i en af de mobile skoler, som UNICEF med pengene fra Danmarks Indsamling er i fuld gang med at etablere flere af. Planerne for i alt 20 mobile skoler er ved at være færdige, og i løbet af det kommende års tid bliver skolerne klar til at tage imod de nye håbefulde elever.
20 nye skoler på vej
Siden sidste år har UNICEF sammen med Kenyas undervisningsministerium udpeget de områder, som får gavn af de nye skoler, og planerne for distribution af skolematerialer er også på plads. Det samme er et fire ugers efteruddannelsesforløb for de kommende mobile lærere. Og de lokale uddannelsesmyndigheder har fået styrket deres viden og kapacitet, så de er klar til opgaven med at mobilisere nomadesamfundene til at indskrive børnene i de nye skoler.
Under akacietræet står den 24-årige lærer Adan Moulid. Han elsker sit job og bliver frygtelig stolt, hver gang en af hans nomadeelever har lært at skrive et brev på engelsk. Adan trives med at undervise under primitive forhold. ”Innovation er nøglen til en lærers succes,” forklarer Adan og tilføjer, at han bruger alle tilgængelige materialer i undervisningen.
”Her er der ingen vægge at sætte plakaterne op på, så jeg tegner på jorden og bruger vilde frugter og gedernes efterladenskaber som illustration,” siger han med et kæmpe grin.
Tørster efter uddannelse
Forældrene har taget imod den mobile skole med begejstring og stor entusiasme. De ser skolen som en mulighed for, at deres børn kan få en uddannelse og skabe sig et bedre liv for eksempel inde i byerne. ”Vi ønsker ikke, at vores børn skal være uuddannede som os. Vi tørster efter at give dem en uddannelse,” siger Hussein Sheikh, som er far til tre.
Amina Abdi, mor til to, fortæller, at hun vil gøre alt for, at hendes børn får en universitetsuddannelse: ”Jeg kan selv passe dyrene, og jeg er parat til at sælge hele min kvægflok for at sikre mine børns uddannelse,” erklærer hun. Og hendes 12-årige datter udbryder: ”Jeg vil være læge, når jeg er færdig med mine studier.”
De mobile skoler bliver hver forsynet med to telte – et til at undervise i og et, som læreren kan bo i. Derudover sørger UNICEF for det nødvendige skoleudstyr såsom blyanter, kladdehæfter og undervisningsmaterialer.
Fakta om det nordøstlige Kenya
- Det nordøstlige Kenya er landets fattigste og mest udsatte region.
- Landskabet er goldt og ufrugtbart og rammes jævnligt af langvarige tørkeperioder.
- Befolkningen består hovedsageligt af nomadesamfund, der flytter fra sted til sted for at finde græsning til deres kvæg.
- Kun 31,9 procent af regionens børn går i skole. Gennemsnittet for hele Kenya er 92,5 procent.