Vandet i Odzi- og Save floderne i det østlige Zimbabwe er mindre forurenet end for et år siden. Med penge fra Danmarks Indsamling har Mellemfolkeligt Samvirke støttet folkelige protester, der har ført til, at mineselskaber har fået inddraget tilladelsen til deres forurenende minedrift.
Bøndernes kvæg begyndte pludselig at dø. Afgrøderne svigtede. Folk blev syge og fik sår omkring kønsorganerne.
Indtil for nylig var det situationen for de mennesker, der bor langs Odzi og Save floderne i det østlige Zimbabwe. Store diamantminer lukkede jern, nikkel og krom ud i vandet og gjorde livet surt og giftigt for tusindvis af småbønder.
Nu er situationen langsomt begyndt at blive bedre.
Med midler fra Danmarks Indsamling har Mellemfolkeligt Samvirke støttet lokale organisationer og rettighedsforkæmpere, blandt andet Zimbabwe Environmental Lawyers Association (ZELA). De har styrket lokalbefolkningens mulighed for at holde mineselskaber og myndigheder ansvarlige for at stoppe forureningen.
Der er etableret klagesystemer og kvindegrupper har fået mulighed for at fortælle om de utallige gener, der har gjort deres hverdag til et mareridt.
Med lukkede øjne
En af kvinderne er 43-årige Gladys Mavuse, der bor i Marange, hvor Zimbabwes største forekomster af diamanter er fundet. Hun fik mulighed for at tale ved en konference om en mere bæredygtig minedrift i landet med over 500 delegerede fra organisationer, ministerier og mineselskaber.
Inden hun gik på scenen med bankende hjerte, sagde hun:
”Frygt skal ikke forhindre mig i, at min stemme bliver hørt. Selv hvis jeg bliver nødt til at lukke mine øjne for at overvinde frygten.”
Så det gjorde hun. Hun lukkede øjnene og fortalte fra scenen om, hvordan minerne havde begrænset hendes adgang til vand og hvordan hun havde mistet det meste af sin jord, som var blevet inddraget til minedrift, uden at hun havde fået erstatning.
Livgivende reservoir
Presset fra Glady Mavuse og alle de andre rettighedsforkæmpere og organisationer har haft en effekt. Mineselskaberne har fået frataget deres tilladelser, og minedriften bliver nu varetaget af et statsejet selskab, der har etableret reservoirer, der opsamler forurenet slam. Siden er forureningen af floderne faldet.
Forude venter stadig en strid om erstatninger fra mineselskaberne i forhold til lokalbefolkningens ødelagte livsgrundlag.
Fakta om Zimbabwe
- Folk i området, der ofte er ramt af tørke, er helt afhængige af vandet fra floderne til al husholdning og til at vande deres marker og husdyr. De har ikke andet vand.
- To af mineselskaberne har i retten indrømmet, at de har forurenet flodvandet. Et tredje selskab har ikke villet indgå forlag og afventer den videre rettergang.
- Den forventede levetid i Zimbabwe er 58 år for kvinder og 57 år for mænd.