Red Barnet 2015: En tryg hverdag – hjemme og i skolen

Skolegang i Sydsudan er ikke en selvfølge – og slet ikke for pigerne. Med ”Skolegang til alle børn” er der nu over 22.000 børn, der har modtaget undervisning. Derudover har knap 500 børn og forældre lært om beskyttelse af børn mod overgreb og udnyttelse.

Meget få børn i Sydsudan kommer i grundskole. Kun cirka 30% af børn i alderen 6 – 17 år når dertil, og det har enorme konsekvenser for landets fremtid. Ydermere udgør pigerne kun en tredjedel. I de fleste tilfælde skal pigerne i stedet hjælpe med at passe de mindre søskende, lave mad og hjælpe til derhjemme. Med pengene fra Danmarks Indsamlingen ønsker Red Barnet at skubbe Sydsudan et skridt i den rigtige retning, således at flere børn – og særligt piger – kan modtage undervisning. Indtil nu har flere end 22.000 børn modtaget undervisning siden projektet begyndte.

 

En tryg hverdag og en bedre fremtid

At gå i skole er første skridt på vejen. Men undervisningen skal også have kvalitet og det skal være trygt og sikkert at være barn – både i skolen og derhjemme. Derfor rummer projektet både lærertræning, renovering af skoler, børneklubber og ikke mindst undervisning i at beskytte børn mod overgreb og udnyttelse. Sidstnævnte er et forløb, hvor både børn og deres forældre deltager.

 

Jeg har ændret min måde at behandle mine børn på, når de gør noget forkert. Jeg plejede at slå dem, nægte dem mad eller at sende dem væk hjemmefra. Men det er slut nu.

 

Sådan fortæller Jacqeline Ajak Lual, som er 28 år og bor i landsbyen Majak Ajuong. Sammen med datteren Ahok Majok deltager de begge i et undervisningsforløb om børns beskyttelse. Jacqueline deler efterfølgende sin viden ud til resten af landsbyen, og således kan det sprede sig som ringe i vandet.

 

Vi lærer om overgreb, børns behov og om mobning. […] For mig er undervisningen så vigtig, at jeg tilsidesætter alle mine andre daglige gøremål, siger Jacqeline.

 

Forældreråd

Ud over undervisningen i at beskytte børn, har 200 medlemmer af forældrerådene modtaget træning i, hvordan de kan monitorere og rapportere skolers mangler og svagheder. De kigger på regler for god undervisningspraksis, børns rettigheder og meget mere. Herefter indberetter forældrerådene fejl og mangler til myndighederne. En måde hvorved kvaliteten kan højnes.

 

På en af skolerne har forældrene desuden fået lokalbefolkningen til aktivt at deltage i renoveringen af klasseværelserne. Alt i alt favner projektet bredt, da det involverer børn, forældre, skole og lokalbefolkning. Projektet løber frem til udgangen af 2017.

 

Projektets resultater

  • 22.689 børn har modtaget undervisning fra de 50 offentlige skoler, som projektet støtter.
  • 200 medlemmer af børneklubber er blevet trænet i organisering.
  • 250 børn og 218 forældre har deltaget i et undervisningsforløb med fokus på beskyttelse mod overgreb og udnyttelse.

Fakta om Sydsudan

  • Flere end 12 millioner mennesker bor i Sydsudan.
  • 70% af børn i alderen 6-17 kommer aldrig i skole
  • Pigerne udgør kun 33% af eleverne i folkeskolen

Kilde: Worldbank 2015 & ”Basic Education and Gender Equality”, UNICEF Syd Sudan, 2012

keyboard_arrow_up