Læger Uden Grænser 2017: Hjælpen nytter – men behovet er stadig enormt

Et lille barn er blevet indlagt på Læger uden Grænsers specialiserede afdeling for underernærede børn i Maiduguri, barnet undersøges af lægen Ebel Lorena Ortiz. Juli 2017. © Sylvain Cherkaoui/Cosmos

Med hjælp fra Danmarks Indsamling har Læger uden Grænsers projekter forbedret sundhedssituationen for flygtninge i Nigeria og Sydsudan.

De seneste otte års kampe mellem Boko Haram og Nigerias militær i Borno State i det nordøstlige Nigeria har resulteret i tusinder af døde, og mindst 1,87 millioner mennesker er internt fordrevet, ifølge UNHCR.

I regionens hovedstad Maiduguri er der nu to millioner indbyggere, halvdelen af dem er internt fordrevne, som har søgt tilflugt i og omkring byen.

Vigtig hjælp til kriseramt region i Nigeria

Som reaktion på den humanitære krise i Borno State har Læger uden Grænser etableret et omfattende sundhedsprogram med adskillige sundhedscentre og mobile klinikker, der kan nå ud til områder, hvor der ikke findes lægehjælp.

Vi har særligt fokus på underernærede børn. I mange områder er op mod hvert femte barn under fem år svært undernærede.

Læger uden Grænser tilbyder også primær og sekundær sundhedshjælp samt fødselshjælp både til de fordrevne og de lokale indbyggere.

Forebyggende indsats

For at undgå en yderligere accelerering af sundhedskrisen i Borno State har Læger uden Grænser også fokuseret på det forebyggende arbejde. Der er udført store vaccinationskampagner, og i malariasæsonen er der uddelt myggenet og givet forebyggende behandling til gravide og børn under fem år.

Det har også været nødvendigt at uddele mad og skaffe adgang til rent drikkevand, samt at forbedre de sanitære forhold for at forebygge sygdomme.

  • Nigeria er et af Afrikas mest folkerige lande, med et indbyggertal på 176 millioner.
  • Borno State har omkring seks millioner indbyggere.
  • Siden Læger uden Grænser begyndte hjælpearbejdet i Borno State, Nigeria, har over to millioner mennesker modtaget hjælp.

Fakta om Nigeria

  • Omkring 1,8 millioner mennesker lever som internt fordrevne i Nigeria – størstedelen bor i Maiduguri, hovedstad i delstaten Borno.
  • Over 40 procent af sundhedsklinikkerne i Borno er blevet ødelagt under den voldelige konflikt mellem Boko Haram og Nigerias hær.
  • Op mod halvdelen af børn under fem år lider af alvorlig underernæring adskillige steder i Borno, viser undersøgelser foretaget i perioden maj-oktober.

 

Hjælp til flygtninge og lokale i Sydsudan

Læger uden Grænsers klinik i flygtningelejren i Doro, Sydsudan, yder primær lægehjælp til både lokale og flygtninge. Vores fokus er i høj grad på behandling af underernærede flygtningebørn. De screenes for at få den rette behandling.

For svært underernærede kan indlæggelse på afsnittet for intensiv ernæring, være eneste udvej. I første halvår af 2017 var det nødvendigt at indlægge 155 børn.

Det er altid en sikkerhedsudfordring at arbejde i konfliktzoner som Sydsudan. Flere af vores klinikker i landet er blevet plyndret i 2017. Heldigvis uden tab af menneskeliv til følge.

Plyndringer udfordrer arbejdet

I maj måned 2017 udbrød der uroligheder i Doro, så det var nødvendigt at evakuere en del medarbejdere. Men vores arbejde er atter tilbage på fuld styrke.

Efterfølgende steg antallet af patienter. Dels fordi International Medical Corps lukkede deres sundhedscenter i lejren, fordi det var blevet plyndret, og dernæst fordi flere flyttede tættere på Læger uden Grænsers sundhedscenter.

  • 270.073 ambulante konsultationer, her af var de 106.980 børn under fem år.
  • Over 11.900 patienter har været indlagt, heraf 5.170 børn under fem år.
  • 5.710 patienter er behandlet for underernæring, over 80 procent af dem krævede indlæggelse.

Fakta om Sydsudan

  • Flere end 52.000 mennesker på flugt bor ifølge UNHRC i flygtningelejren Doro i Sydsudan.
  • Vi ser ofte rigtig høje niveauer af underernæring i Sydsudan fra marts-juni (fra slutningen af tørsæsonen).
keyboard_arrow_up