1. Forside
  2. /
  3. Om Danmarks Indsamling
  4. /
  5. Tidligere indsamlinger
  6. /
  7. Danmarks Indsamling 2017: Intet barn må sulte
  8. /
  9. Red Barnet 2017: Job og viden hjælper sultne børn i Somaliland

Red Barnet 2017: Job og viden hjælper sultne børn i Somaliland

Faisa drømmer om selv at kunne skabe en bedre fremtid for sine børn med hjælp fra Red Barnets projekt. Foto: Karin Hindkjær/Red Barnet

Tørke og dyb fattigdom presser familier helt ud på kanten. Ved at forbedre livsgrundlaget og særligt støtte unge kvinder med ansvar for familiens føde, kan børnene undslippe sulten.

Der er alvorlig mangel på vand og fødevarer i de hårdest tørkeramte områder i Somaliland. Lige nu lider landet under den værste tørke siden 1974. Den langvarige klimamæssige krise tvinger nomadefamiler væk fra deres land i søgen efter vand og mad. 60% af befolkningen i Somaliland lever under fattidomsgrænsen. 56% af dem har akut behov for mad.

25-årige Faisa lever i en lejr for internt fordrevne i udkanten af hovedstaden Hargesia. Her lever hun med sin mand og fem børn på ni, syv, fem, tre og toog venter endnu et barn.

“Alle mine børn er født i denne lejr. De har ikke prøvet andet. Min mand er psykisk syg og det har været rigtig slemt i de sidste to år. Han truer mig med at slå mig ihjel og vil ikke kendes ved børnene. Så jeg må klare mig selv og lever af det mine naboer kan undvære til mig,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg har ikke råd til mad og vand, så børnene får sort te og njera (fladt brød) to gange om dagen. Mit liv er én stor bekymring over, hvordan jeg skal skaffe mad og drikke til mine børn.”

Negativ udvikling

I de værst berørte områder forventes de direkte og indirekte konsekvenser af den langvarige tørke at fortsætte langt ind i 2017 og 2018. Det forventes desuden at fødevareusikkerhed i mange landområder bliver forværret i den følgende tid og at den interne migration til byerne, derved øges.

Faisas børn er fejlernærede. Det er 93% af de børn, der kommer fra nomadefamilierne. Og det estimeres at omkring 305.000 børn under fem år er akut underernærede.

Job og viden skal hjælpe

Det er netop folk som Faisa og hendes familie, som Red Barnet nu er i gang med at hjælpe med støtten fra Danmarks Indsamling 2017.

“Vi ønsker at skabe varige løsninger for de udsatte familier, hvis børn sulter. Det gør vi gennem øgede muligheder for job og gennem viden. Desuden er projektet en del af et større initiativ fra Red Barnet, hvor formålet er, at forbedre adgangen til arbejde. Vi mener, at det er vigtigt, at kombinere øget økonomisk indtægt med en social tilgang til at bekæmpe børnesult. Denne måde er den mest bæredygtige,” fortæller Jakob Eilsøe Mikkelsen, områderepræsentant for Afrika.

Praktik og virksomhedstilskud er et af de tiltag, der skal øge muligheden for beskæftigelse blandt de unge. Helt konkret vil 2.280 børn og 520 unge få direkte hjælp fra projektet. Dertil kommer de tusindvis af forældre og husholdninger, der vil blive oplyst om betydningen af børns velvære og ernæring, samt hvorledes man kan ændre eksisterende holdninger og måder at leve på. Med projektet i Somaliland er vi således med til at bryde den fattigdomsspiral, der ellers vil påvirke flere generationer.

Projektets mål

  • Øge investering i børns mad/ernæring og uddannelse for at reducere børnesult.
  • Øge beskæftigelse for unge sårbare grupper og således skabe langsigtede løsninger på deres familiers fattigdom og sult.
  • Samlet vil projektet direkte støtte 2.280 sultne udsatte børn og 5.20 arbejdsløse unge. Indirekte vil projektet nå 4.000 forældre og pårørende samt 10.000 husholdninger. Alle med det formål at ændre de eksisterende holdninger og praksisser blandt befolkningen for at reducere børnesult.

Fakta om Somaliland

  • 70 procent af Somalilands befolkning udgøres af unge. (UNFPA Population Estimates, 2014)
  • Flere end 510.000 mennesker i Somaliland – halvdelen børn – er desperate efter mad og vand. (Save the Children’s Internal Drought Assessments, February 2016)
  • Det anslås at cirka 305.000 børn under 5 år er akut underernærede. (FSNAU Post-Dyer Assessment Report, February 2016)
Menu