UNICEF 2017: Tusindvis af børn i Madagaskar får hjælp til at overleve og udvikle sig

Hvert andet barn i Madagaskar er underudviklet som følge af fejl- og underernæring. Med pengene fra Danmarks Indsamling er UNICEF i gang med at hjælpe underernærede børn som Toky i den hårdt ramte Vakinankaratra region.

På bare et år har UNICEF forebygget og behandlet underernæring blandt hundredtusindvis af børn. To-årige Toky var hårdt ramt af fejl- og underernæring, da Danmarks Indsamling løb af stablen i 2017. 

Næsten et år senere har den lille dreng fra Madagaskar fået det bedre. UNICEF har sikret, at Toky har fået den rette behandling, og at hans mor Emeline ved, hvordan hun kan lave varieret mad, også når pengene ikke slår til. En lokal sundhedsmedarbejder er i tæt kontakt med familien og monitorerer løbende Tokys vægt og højde.

Toky er bare ét af de mange børn, der har fået hjælp i Vakinankaratra regionen i Madagaskar takket være pengene fra Danmarks Indsamling 2017

Underernæring går ud over børns vækst

Kommer et fejl- eller underernæret barn ikke i behandling, kan det betyde, at barnet ikke vokser, som det skal, har dårligere indlæring i skolen og lavere produktivitet i voksenalderen.

Konkret har UNICEF det første år af projektets levetid sikret, at hele 61 sundhedsklinikker nu tilbyder screening og behandling af underernæring. For et år siden gjaldt det kun 5 klinikker i regionen. Dette kommer 135.000 børn til gode. Samtidig har UNICEF trænet 710 lokale sundhedsmedarbejdere, som kan sikre en tidlig, lokal indsats.

Børnene får boostet deres immunforsvar

For at ruste børnene bedst muligt mod sygdomme har 333.624 børn under fem år fået vitamin A supplement, og 297.247 børn har fået ormekur. Samtidig er der blevet uddelt vitaminpulver, som 30.000 børn i alderen 6-23 måneder – inklusive Toky – får tilført deres mad derhjemme.

UNICEF har også leveret medicin, udstyr og 4.000 kasser med særlig beriget mad til alle sundhedsklinikker i regionen.

Projektets aktiviteter går hånd i hånd med den indsats, regeringen i Madagaskar allerede har sat i gang, og som UNICEF har hjulpet med at udvikle og indføre. Regeringens mål var at få udviklet en national ernæringsplan, og denne blev implementeret i maj 2017.

Resultater

  • 61 sundhedsklinikker nu tilbyder screening og behandling af underernæring. For et år siden gjaldt det kun 5 klinikker i regionen
  • UNICEF har også leveret medicin, udstyr og 4.000 kasser med særlig beriget mad til alle sundhedsklinikker i regionen.
  • 333.624 børn under fem år fået vitamin A supplement, og 297.247 børn har fået ormekur.

Fakta om Madagaskar

  • Madagaskar er et af verdens fattigste lande.
  • Op mod halvdelen af Madagaskars befolkning er under 18 år.
  • Omkring halvdelen af alle børn under fem år er underudviklede i forhold til deres alder på grund af fejl- og underernæring.
  • Underernæring spiller en rolle i mere end hvert tredje dødsfald blandt børn i Madagaskar.
keyboard_arrow_up