Monstrum har i flere år doneret over 500.000 kr til Danmarks Indsamling og valgte i år at tage med på virksomhedsrejse for at møde flygtningebørn fra Sydsudan og DR Congo.
Jeg har aldrig set noget lignende
Da Ole Barslund, direktør i Monstrum, står under den støvede sol i Norduganda og ser ud over Rhino Camp – en flygtningelejr tæt på størrelse af Langeland – er det, som om verden for et øjeblik står stille.
For selv om Ole har set store dele af verden, har han ikke set noget, der ligner det, han nu står midt i.
Uganda huser i dag næsten to millioner flygtninge, mere end halvdelen er børn. Landet er et af Afrikas største frivillige modtagere af mennesker på flugt, og presset er kun vokset. Verden over skærer verdens rigeste lande ned på hjælpen til de fattigste. Det gælder også i Norduganda, hvor massive internationale nedskæringer i fødevarehjælpen betyder, at tusindvis af familier ikke længere får mad eller penge til mad. De mest sårbare får nu kun 40% af deres tidligere rationer – og de “mindst” sårbare får nu ingenting.
”Når man står her, forstår man pludselig, hvor skrøbeligt hele det internationale nødhjælpsystem er,”
fortæller Ole.”Hvis det vælter, er der en helt utrolig masse mennesker, der kommer i klemme. Og mange af dem er børn.”
Monstrum har i flere år støttet Danmarks Indsamling, og Ole er rejst til Uganda for at se, hvordan hjælpen virker. De næste dage skal vise, at den virker – men også at behovet er enormt.
Jeg ved ikke, hvorfor mine tårer kommer
Under et varmt bliktag, der fungerer som mødesal for et såkaldt børneparlament i Rhino Camp, står 14-årige Garang på talerstolen foran Ole og en stor forsamling af børn og voksne. Han er en spinkel dreng med rank ryg – og han har noget på hjerte. Så meget at tårerne presser sig på.
”Jeg ved ikke, hvorfor mine tårer kommer. Men jeg har ikke mulighed for at komme i skole. Så jeg er ude nu” siger han, mens stemmen knækker.
Han vil være læge – men går ikke i skole
Garang flygtede fra Sydsudan som toårig sammen med sin mor og to søskende. Han er vokset op i lejren og har gennemført første skoletrin. Normalt ville han nu begynde i næste skoletrin. Men hans familie er blevet vurderet til at være i ”kategori 3 – de ikke sårbare” – den gruppe af flygtninge, der ikke længere modtager hverken mad eller penge.
”Min mor er sårbar. Hun har ingen indkomst. Hun låner penge, så vi kan få mad. Derfor kan hun ikke betale for min skole. Så jeg er droppet ud af skole, selvom det er min største drøm at få undervisning.”
Garang vil være læge. Han er god til IT, han deltager i debatklubber, og han er blevet inviteret til børneparlamentet netop, fordi han har er en stærk kommunikator. Men netop i dag føler han, at alt svigter ham.
”Jeg ønsker bare at være til undervisning nu… men der er ingen mulighed,” siger han.
Ole er tydeligt berørt:
”Garangs største ønske er at gå i skole. Han er så frustreret, og man kan se, at han føler sig ansvarlig for sin mor og sine søskende. Det var hjerteskærende.”
Et børneparlament, hvor børns stemmer bliver hørt
Børneparlamentet er et forum for børn og unge i flygtningelejren, hvor de kan fortælle om deres virkelighed – og hvor voksne lytter og kæmper deres sag.
Garang forklarer:
”Hvis de ikke gav mig denne mulighed, hvordan skulle folk så kende min situation? Som jeg stod der på talerstole og alle lyttede til mig, var jeg glad, fordi jeg kunne udtrykke mine følelser og problemer.”
For Ole er oplevelsen et stærkt vidnesbyrd om, at hjælpen gør en reel forskel.
”Børnene taler om helt basale ting. Vand i skolen. Adgang til toiletter. At piger ikke skal blive gift for tidligt. Det er så stærkt at se børn bruge deres stemme – og så sørgeligt, at så mange af deres drømme brister, fordi ressourcerne mangler.”
Hvor hjælpen virker: Uddannelse, psykosocial støtte og håb
Med støtten fra Danmarks Indsamling kan Dansk Flygtningehjælp, som er en af de 12 organisationer bag indsamlingen, arbejde med både børnebeskyttelse, psykosocial støtte og tekniske uddannelser til unge.
Ole møder blandt andet Sharon, en ung kvinde, der med træning og et såkaldt ”start-kit” har åbnet sin egen frisørsalon. Hun er alene med to små børn – begge fædre er forsvundet. Men nu har hun egen indkomst.
Som forretningsmand er Ole ikke i tvivl om, at Sharon har startet noget godt.
”Når man kigger på flygtningelejren udefra, så er de åbne og giver plads til, at noget kan spirre. Sharon har fået en chance. Og hun bruger den. Måske er pointen, at de alle de flygtninge vi mødte bare gerne vil have en chance (mere) for at bygge et liv op.”
Uddannelse og startpakker giver mennesker mulighed for at tjene egne penge, skabe værdighed og få håb. Samtidig får mange psykosocial støtte for at håndtere deres traumer. For kvinder, der har oplevet vold og krig – som Garangs mor – kan netop den hjælp betyde forskellen mellem håbløshed og en ny begyndelse.
Zone 8, hvor et nyt liv begynder
Rhino Camp er enorm. 225 km², opdelt i zoner. Zone 8 er det område, hvor nyankomne flygtninge får udleveret et lille stykke jord: 30 x 30 meter samt byggematerialer, så de kan bygge et nyt hjem.
Her møder Ole en gruppe nomadebørn, der leger. Ikke med plastiklegetøj – men med køer formet af ler og spyt. De har bygget små kvægfolde i miniature. De er så detaljerede, at man skulle tro, at børnene havde arbejdet med kvæg hele livet. Det har de også – men dyrene og deres kultur, er væk. Ødelagt af krigen.
Andre børn ruller rundt med biler lavet af skrald. Ole smiler, for han ved om nogen, hvad leg betyder for børn.
Børns udvikling og leg lægger os meget på sinde i Monstrum. Her i Zone 8 leger de med næsten ingenting – men kreativiteten er enorm. Det er imponerende men fortæller samtidig også en hjerteskærende historie om det liv, de har mistet.”
Et system under pres – og et råb om hjælp
USAIDs nedskæringer i den humanitære bistand rammer voksne og børn brutalt her. Børn bliver efterladt, fordi deres omsorgspersoner er nødt til at lede efter mad eller indtjeningsmuligheder andre steder. Forældre låner penge til mad, og gælden vokser. Skolerne er overfyldte – og børnene i børneparlamentet fortæller, at de er 150 børn i en klasse. Og 66% af flygtningebørnene i flygtningelejrene går slet ikke i skole eller også er de på forkert klassetrin.
”Det er en glemt krise,” siger Ole. ”Når nyhederne handler om Ukraine, Gaza og USA, så hører vi ikke om flygtningebørnene fra Sydsudan og DR Congo i Uganda. Men de er her. Og de har brug for os.”
Stolthed – og en opfordring til danske virksomheder
Selvom rejsen er fyldt med svære indtryk, rejser Ole hjem med en dyb følelse af stolthed.
”Når jeg ser, hvad Danmarks Indsamling skaber ude i verden – så bliver jeg stolt. Stolt af, at vi som virksomhed kan bidrage, at vi kan være med til at give børn tryghed, mad, skolegang og mulighed for at lege.”
Inden de to nye venner skilles er der en ting, Garang gerne vil vise Ole:
”Jeg har ikke talent for fodbold. Men jeg er god til baglæns salto,” siger Garang med et stort smil og kaster sig baglæns fra stenkanten og lander elegant foran en overrasket Ole, der kvitterer med en high five og et bredt smil.
