Fælles om en bedre fremtid

– Bygma Fonden besøger flygtninge, som deres støtte går til i Uganda

Da projektchef Anne-Mette Holm og repræsentant Caroline Holm, Bygma Fonden landede i det nordlige Uganda, vidste de godt, at de ville møde mennesker på flugt. De vidste også, at Uganda er et af de lande i verden, der huser flest flygtninge. Men de var ikke forberedt på, hvor stærke historierne, møderne og blikkene ville være.

Uganda er i dag hjem for godt 2 millioner flygtninge. Over halvdelen er børn. De fleste kommer fra Sydsudan og DR Congo – drevet på flugt af borgerkrig, sult og usikkerhed. I lejrene i det nordlige Uganda arbejder flere organisationer med støtte fra Danmarks Indsamling hver eneste dag for at beskytte børnene, skabe beskæftigelse og give mulighed for at skabe et bæredygtigt liv.

Bygma Fonden har i mange år støttet Danmarks Indsamling. Og derfor var det vigtigt for Anne-Mette og Caroline at se betydningen deres donationer – helt tæt på.

Alene med mine oplevelser

En af de kvinder, Anne-Mette og Caroline mødte, var 23-årige Scovia, der flygtede fra Sydsudan i 2016. Hun var kun teenager, da hun sammen med sine forældre og søskende i al hast måtte forlade sit hjem, fordi rebeller kæmpede lige uden for huset. Siden har hun skabt et liv i Uganda – hun er blevet gift og har tre små børn.

Men livet har langt fra været let.

Mine venner fortalte mig om det her sted, hvor jeg kan lære nye færdigheder og få psykosocial hjælp til at bearbejde mine oplevelser,” fortæller Scovia.

På ‘Women and Girls Safe Space’ fik hun støtte fra kvinder, som bærer på historier tættere på sin egen, end hun havde forestillet sig.

Det gik op for mig, at alle her har problemer. Inden jeg kom i kvindecenteret var jeg bare hjemme og tage mig af husholdningen. Nu kommer jeg hver dag og når jeg er hjemme, studerer jeg.” 

De ugentlige psykosociale sessioner med de andre kvinder har gjort en afgørende forskel. Her lærer Scovia simple teknikker som at trække vejret dybt, når minderne bliver for tunge – og hun finder ro i at dele sin historie med andre, der har oplevet det samme.

Da jeg hørte de andre kvinders historier, fandt jeg ud af, at mange har det endnu værre end mig.” 

En ny begyndelse – nål, tråd og egen køkkenhave

Samtidig begyndte Scovia at lære et håndværk: Syning. I dag syr hun tøj – og tjener egne penge:

“Jeg kan sælge en skoleuniform til 9 kroner. Så tjener jeg 3,5.”

Scovia lejer et lille stykke jord, hvor hun dyrker auberginer, løg, peberfrugt, bananer og kassava. De frø, som hun fik fra en organisation, har gjort hende langt mere selvforsynende.

“Min familie får ikke længere mad eller penge, så jeg sælger squash på markedet. Ellers ville vi ikke kunne få mad.”

Selv i knaphed deler hun med andre. Det er en af de ting, som de har lært på kvindecenteret: “Jeg har en køkkenhave. Og mine naboer kan komme og få grøntsager af mig, hvis de har behov for det.”

For Anne-Mette var det netop Scovias vilje til at hjælpe andre, som var en af de stærkeste erkendelser på turen:

“Det er virkelig imponerende, at Scovia har overskud til at hjælpe andre, når hun står i den situation.”

En hverdag i krisens skygge

Nedskæringer i den internationale humanitære støtte rammer hårdt i Uganda. Hvor en familie tidligere kunne modtage fødevarerationer og penge, får mange i dag slet ingen hjælp.

Caroline beskriver det sådan:

“De flygtninge, som bliver kategoriseret til at få mest hjælp, får det, der svarer til 40-45 kroner om måneden. Så lille et beløb gør en kæmpe forskel her – og det svarer jo bare til en god kaffe hjemme i Danmark.”

Samtidig forværres situationen af, at 22,7 % af flygtningenbørnene lider af PTSD og mange af depression og angst. Og der kommer hele tiden flere:

“Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange flygtninge, der kommer til Uganda hver eneste dag. Det er der slet ikke fokus på i de danske medier.” siger Anne-Mette.

Bygma Fonden gør en forskel

For Bygma Fonden var besøget en mulighed for at se, hvordan donationerne til Danmarks Indsamling bliver omsat til konkret handling.
Og ifølge både Anne-Mette og Caroline var noget af det stærkeste at se kvindernes styrke og vilje:

“Vi har set, hvilken effekt det har, at kvinder får empowerment til at kunne hjælpe hinanden og sig selv.” fortæller Anne-Mette .

Caroline supplerer med et blik på de yngste:

“Det er ret imponerende at mærke, hvor stærke de er. Og at deres børn er villige til at gå flere kilometer på hullede grusveje i ødelagte sko for at komme i skole. Desværre er der rigtig mange, som dropper ud af skolen, fordi deres forældre ikke har råd til deres skolegang, eller fordi børnene er nødt til at hjælpe med at skaffe mad.”

Og netop derfor fortsætter Bygma Fonden sit langvarige engagement:

“Det er utrolig motiverende for os at støtte Danmarks Indsamling. At se, at vi kan gøre en forskel i situationer, hvor der er behov for uddannelse, humanitær hjælp og sundhed – specielt til børn i krigsområder, som vi ikke hører meget om hjemme i Danmark. De her børn er jo den næste generation. Vi bliver nødt til at tage action.” siger Anne-Mette .

Et håb, der kan vokse

Scovia drømmer om én ting: Sin egen symaskine.

“Hvis jeg bare havde min egen symaskine…” siger hun og smiler for første gang. Hun ved, at det ville betyde, at hun kunne forsørge sine børn, købe medicin og skabe stabilitet i en verden, hvor meget er usikkert.

Og det er netop dét, Danmarks Indsamling og Bygma Fonden er med til at gøre muligt: Give mennesker som Scovia chancen for at skabe et liv – og en fremtid.

En opfordring til danske virksomheder

Besøget i Uganda efterlod ingen tvivl hos Anne-Mette og Caroline: Behovet er enormt – og selv små beløb flytter liv.

Derfor sender Anne-Mette en klar opfordring:

“Det er vigtigt, at vi ikke svigter børnene, som lever i skyggen af verdens katastrofer. De fortjener et bedre liv. De er næste generation. Derfor skal dansk erhvervsliv støtte Danmarks Indsamling.” 

For selvom Uganda giver flygtninge adgang til skole, arbejde og jord at dyrke, er virkeligheden stadig benhård. Det er kun muligt at give kvinder som Scovia håb, behandling og indtjeningsmuligheder, fordi virksomheder, fonde og privatpersoner vælger at handle.

En symaskine. Et åndedrag. Et lille stykke jord. Et fællesskab.

Det er ofte ikke mere, der skal til for at ændre en families fremtid.

Og besøget i Uganda har gjort én ting helt klar for Bygma Fonden:

Når vi hjælper – nytter det.

keyboard_arrow_up