JYSK og Lars Larsen Group har besøgt flygtninge i Uganda sammen med Danmarks Indsamling – og set, hvor vigtig hjælpen er.
1.9 mio på flugt – halvdelen er børn
Uganda er i dag det afrikanske land, der huser flest flygtninge. Over 1,9 millioner mennesker har søgt sikkerhed i landet – halvdelen af dem er børn på flugt fra krig, sult og vold i især Sydsudan og DR Congo.
Men selv om Uganda har en imødekommende flygtningepolitik, rækker ressourcerne ikke til. Der registreres hver dag 300–400 nyankomne alene i Rhino Camp, og mange børn dukker op uden voksne til at passe på sig.
”Der er en enorm kontrast i det, jeg har oplevet,” fortæller Mikkel Barkler fra JYSK og Lars Larsen Group, som netop er hjemvendt fra flygtningelejre i det nordlige Uganda.
På den ene side ser man en vilje og en drivkraft til at skabe et bedre liv. På den anden side møder man børn og voksne, der står med absolut ingenting og har brug for al den hjælp, de kan få,
Mikkel Barkler fra JYSK og Lars Larsen Group

Fire søskende – helt alene i verden
Under besøget mødte Mikkel en søskendeflok på fire: Joyce, 14 år, og hendes tre brødre. De flygtede fra Sydsudan i 2017 sammen med deres mor efter at have mistet deres far i krigen.
”Vi gik en hel måned til fods for at at nå i sikkerhed i Uganda, ” fortæller Joyce
Uden forældre er risikoen for sult ekstrem høj
I 2020 døde deres mor.
”Det er ufatteligt at tænke på, at børn er på en flugt, som selv voksne næppe kan klare. En måned i frygt og uvished. Det bør ingen opleve – især ikke børn,” siger Mikkel.
Uden forældre er de i ekstrem høj risiko for sult og fare.
Danmarks Indsamling gir mad og skolegang
Men takket være støtte fra bl.a. Danmarks Indsamling er der voksne, der er i daglig kontakt med dem, og de har fået mad, basale fornødenheder og hjælp til at to af søskende kan komme tilbage i skole. At sikre skolegang er livsvigtigt i et område, hvor 66 % af skolepligtige flygtningebørn er enten ude af skole eller indskrevet på forkerte klassetrin.
Det rammer hårdt, når man ser forældreløse børn. Og de er langt fra de eneste. Derfor er jeg så taknemmelig for, at vi kan hjælpe med at skabe sikkerhed, uddannelse og håb for dem,” siger Mikkel.
”Vi savner vores mor hver dag. Hun passede på os. Efter hun døde, blev livet hårdt for os. Jeg skal skaffe mad og passe på min søskende. Joyce laver mad, vasker tøj og passer vores lillebror, så hun kan ikke gå i skole,” fortæller Bechu, som er den ældste bror.
På trods af nøden drømmer børnene stort
Selv efter alt det, de har været igennem, tør de stadig drømme stort: Bechu på 19 år drømmer om at blive revisor, Akol på 11 vil være chauffør, og lille Magezi på 10 smiler genert og fortæller, at han gerne vil køre Honda en dag.
Joyce til være fotograf – ligesom Mikkel
Joyce viser Mikkel et legekamera, som hun selv har lavet af plastik, så hun kan øve sig i at tage billeder. Hun drømmer nemlig om at blive fotograf.
”Joyce lyste op, da vi taler om at fotografere. Det er også en af mine store hobbies, så det skabte et særligt bånd. Men det ramte mig også, at jeg har et kamera og ikke tænker over, at det jo er en kæmpe luksus. Her handler det først og fremmest om at skaffe mad,” fortæller Mikkel.
I Rhino Camp bliver hundredvis af børn fundet alene ved fødevareudleveringerne, fordi deres forældre er døde i krigen eller må rejse efter arbejde og mad. Samtidig ser de ind i en tid, hvor verdensfødevareprogrammet har reduceret fødevarehjælpen.


Fra flygtning til mekaniker
Ikke langt derfra mødte Mikkel, John Johnny, der står med sorte fingre og olie på bukserne – men også med et bredt smil. Han har med støtte fra Danmarks Indsamling startet sit eget mekanikerværksted.
”Jeg har fået værktøj og undervisning. Og jeg har lært at lave budget og tænke som en forretningsmand. Nu kan jeg både reparere motorcykler og sælge benzin,” fortæller John med stolthed.
”Jeg havde meget stress over min situation og oplevelser i Sydsudan. Træningen til mekaniker har været med til at tage tankerne væk fra alt det dårlige. Og nu kan jeg forsørge min familie. Mit håb er at lære andre børn at blive mekanikere også.” siger John.
Johns historie viser, hvordan støtte kan give et varigt løft i lokalsamfundet.
“Jeg kan se det nytter”
”Det er et fantastisk eksempel på, at vores støtte ikke bare hjælper her og nu – den skaber en fremtid. Økonomi, vækst og uddannelse giver børnene nye muligheder.” fortæller Mikkel.
Når virksomheder husker børn i glemte kriser
I Ugandas flygtningelejre er tusindvis af børn i risiko for sult, overgreb og psykiske traumer. Næsten hvert fjerde barn kæmper med PTSD. Men når de får støtte, kan livet ændre retning.
Joyce drømmer om at blive fotograf.
John drømmer om at hjælpe næste generation.
Og Mikkel håber, at flere virksomheder vil engagere sig:
”Jeg er stolt af at repræsentere JYSK og Lars Larsen Group, der i år støtter Danmarks Indsamling for tyvende år i træk. For jeg har selv set, hvor stor en forskel det gør – helt konkret. Og jeg håber, at mange flere vil være med.”
“Vi må ikke glemme børnene”
Når Mikkel tænker tilbage på sit møde med søskendeflokken, bliver han stille et øjeblik:
”Det er et blik, jeg aldrig glemmer – især hos Akol. En blanding af vrede, sorg og håb. Han siger ikke meget, men han fortæller alt med øjnene. Og det er derfor, vi skal hjælpe.”
For i en af verdens glemte kriser, hvor børn helt bogstaveligt står alene i livet – er håbet det eneste, de har.
Og vores støtte kan give det håb luft under vingerne.


