1. Forside
  2. /
  3. For skoler
  4. /
  5. Gode Gerninger

Gode Gerninger

hjælp coronakrisens børn

Gode Gerninger hjælper børn i Syrien

Danmarks Indsamling 2021 bød på DR Ramasjangs populære ”Gode Gerninger” som en af nøgleaktiviteterne. Et helt nyt interaktivt koncept fik de yngste danskere i gang i den gode sags tjeneste. Gode Gerninger hjælper coronakrisens børn og støttes økonomisk af Novo Nordisk Fonden.

2021-udgaven af Danmarks Indsamling bød igen på børnenes foretrukne hjælpeaktivitet: ”Gode Gerninger”. En begivenhed, der tidligere har aktiveret op mod 100.000 danske børn og unge om året. Projektet støtter udsatte børn i verdens fattigste lande. 12 humanitære organisationer varetager støtteprojekter, der sikrer børn i nød basale rettigheder. Fokus rettes i år mod katastroferamte Syrien.

Det er af stor betydning for Danmarks Indsamling, at danske børn har en konkret mulighed for at være en del Danmarks Indsamling. De kan ikke som voksne give penge, men de kan give deres tid og deres indsats. Derfor er det rigtigt godt, at Novo Nordisk Fonden nu også vil belønne deres flid til fordel for jævnaldrende, der ikke har de samme muligheder, som danske børn”, siger formand for Danmarks Indsamling, Mulle Juul Korsholm.

DR Ramasjang varetog, i samarbejde med bibliotekerne og andre samarbejdspartnere landet over, projektet ”Gode Gerninger”. Det skete gennem et helt nyt koncept, der med interaktive tiltag, musikvideoer m.m., sætter mange af DR Ramasjangs populære værter og figurer i spil. Idéen var at motivere børnene til en velgørende indsats. Hver gang udløste en god gerning en donation på 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Pengene går til Syrien

Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamlings-projekt i Syrien. Projektet administreres af Røde Kors og bidrager aktivt til FN’s Verdensmål. Røde Kors støtter krigsramte børn og unge i Syrien med at genopbygge deres mentale og fysiske sundhed samt styrke deres evne til at skabe sig en bedre fremtid.

Novo Nordisk Fonden støtter op om Gode Gerninger, fordi indsamlingen sætter fokus på den alvorlige flygtningekrise som følge af borgerkrigen i Syrien, hvor 11 mio. mennesker er flygtet fra deres hjem og har behov for humanitær hjælp. COVID-19 krisen har gjort indsatsen endnu mere nødvendig”, siger Hanna Line Jakobsen, Senior Vice-President i Novo Nordisk Fonden.

Vi ser samtidig en stærk værdi i, at børn i Danmark engageres i aktuelle globale temaer og får en øget opmærksom på, at der er mennesker andre steder i verden, som har brug for hjælp – og at børnene oplever, at de gennem deres handlinger kan være med til at hjælpe andre i nød.”, siger Hanna Line.

Om Gode Gerninger og Danmarks Indsamling

Gode Gerninger er en af de mest centrale indsamlingsaktiviteter i Danmarks Indsamling. DR Ramasjang igangsatte indsamlingen midt i januar, der kulminerede med TV-showet lørdag den 6. februar på DR1. Det fem timer lange live-show blev sendt fra Tinghallen i Viborg. Indsamlingen går i 2021 til at hjælpe coronakrisens børn med 12 konkrete projekter i 13 lande. Projekter, der bidrager til at sikre børn basale rettigheder under verdensmålene.

Kontakt Gode Gerninger

Kontaktperson for Gode Gerninger i DR: Emma Frandsen, mail: emfr@dr.dk / tlf: 3154 6647

 

FAQ om Gode Gerninger

Hvad er Gode Gerninger?
Gode Gerninger er indsamlingsaktiviteter for børn i forbindelse med årets Danmarks Indsamling. Vi forsøger at motivere de yngste danskere til at lave Gode Gerninger. Hver god gerning udløser en donation på 20 kr til indsamlingen fra Novo Nordisk Fonden.

Hvordan tilmelder man sit barn Gode Gerninger?
Børn kan registrere deres Gode Gerninger både digitalt eller via det lokale bibliotek. Følg med på Danmarks Indsamlings hjemmeside for løbende opdateret information.

Kan alle børn være med i Gode Gerninger?
Ja, alle børn der har lyst til at lave Gode Gerninger for at støtte Danmarks Indsamling, kan være med. Projektet har ingen aldersgrænse.

Hvornår er der Gode Gerninger?
Gode Gerninger løber af stablen i ugerne op til Danmarks Indsamlings store TV-show, der typisk sendes i slutningen af januar eller starten af februar.

Hvad kunne en god gerning være?
En god gerning kan være alt fra at bage en kage til naboen, lufte familiens hund, samle skrald i naturen eller måske sende en hilsen til en beboer på et plejehjem. Kun fantasien sætter grænser.

Menu