Kalasy er på besøg hos Neny og hendes familie. Foto (C) UNICEF, Rakotomalala
Frivillige i Madagaskar er med til at sikre, at flere børn overlever og trives
På sundhedscentre støttet af UNICEF og Danmarks Indsamling, rådgiver de familier i, hvordan de bedst sørger for, at deres børn får den næring og mad, som de har brug for
Madagaskar er et af verdens mest sultne lande. Underernæring blandt landets mindste børn er et stort problem der, kombineret med dårlige hygiejneforhold og mangel på rent vand, kan have katastrofale konsekvenser for Madagaskars børn.
I landsbyen Vavatenina møder vi Kalasy, der frivilligt hjælper med at sikre, at byen og lokalområdets børn overlever og trives. Det gør hun ved at rådgive familier i hvordan de bedst giver deres børn den mad og de næringsstoffer, som de har behov for.
Kalasy er tilknyttet et lokalt sundhedscenter, der er støttet af UNICEF og Danmarks Indsamling. Her har hun en bred vifte af opgaver, hvor hun arbejder direkte med de familier, der har brug for hjælp. Hun afholder kurser i ernæring, madlavningsklasser og får lokale kvinder med i grupper, der laver fælles køkkenhaver i lokalsamfundet og sikrer, at de fødevarer der er til stede lokalt, udnyttes bedst muligt, så børnene undgår at lide af fejl- eller underernæring.
Unicef 2022: Hjælp ude og hjemme
Ud over at være på sundhedscenteret i Vavatenina, foretager Kalasy også hjemmebesøg. Hos en af de familier som Vavatenina besøger, bor Neny. Neny er en lille pige, der havde store problemer med underernæring allerede fra en tidlig alder. Da hun var syv måneder gammel, tog hendes forældre Neny med til det lokale sundhedscenter, for at få gode råd til, hvordan de bedst sikrer at deres lille pige overlever og udvikler sig korrekt.
Besøget ledte til, at familien fik ugentlige besøg af Kalasy, hvor deres datter blev målt og vejet og de kunne stille alle de spørgsmål de måtte have, både om kost og ernæring til små børn, men også om gode hygiejnevaner og bekæmpelse af sygdomme.
Syv måneder senere var Neny nået op på en vægt, der er sund for hendes alder. Men arbejdet stopper ikke her – Kalasy bliver ved med at tjekke ind hos Neny og andre børns familier en gang i mellem, for at sikre løbende læring om ernæring i lokalsamfundet og på den måde få flere frivillige til det vigtige arbejde for Madagskars børn.
Fakta om Unicef 2022 projekt:
- I Madagaskar modtager 79 procent af børn i alderen 6-23 måneder ikke det minimum af mad de har brug for, for at sikre næring til deres udvikling. (Kilde 1).
- To ud af fem børn i Madagaskar lider af kronisk underernæring. COVID-19 frygtes at forværre situationen. (Kilde 2).
- 6,4 millioner mennesker mangler adgang til rent vand og sanitet i Madagaskar. (Kilde 3).
- [Kilde 1] https://www.unicef.org/madagascar/en/press-releases/young-childrens-diets-show-no-improvement-last-decade-situation-which-could-worsen
- [Kilde 2] https://www.unicef.org/madagascar/en/press-releases/young-childrens-diets-show-no-improvement-last-decade-situation-which-could-worsen
- [Kilde 3] https://www.unicef.org/media/103266/file/2021-HAC-Madagascar-June-Revision.pdf